Baggrund

Klagen vedrører Post Danmark A/S' ("PD") udbud af en rammeaftale med en enkelt leverandør om teknisk sikring og vagtydelser.

Det var i kravspecifikationen for de udbudte ydelser bl.a. fastsat, at vagttjenesten skulle udføres i overensstemmelse med dansk lovgivning. Det følger i den henseende af § 2 i lovbekendtgørelse nr. 112 af 11. januar 2016 om vagtvirksomhed, at den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, skal have autorisation hertil.

Ved udløbet af tilbudsfristen havde tre virksomheder afgivet tilbud, herunder G4S Security Services A/S ("G4S") og ABS Alarm og Sikkerhed A/S ("ABS"). PD meddelte den 2. juli 2018, at PD havde besluttet at tildele den udbudte rammeaftale til ABS og således havde til hensigt at indgå rammeaftalen med ABS efter udløbet af den 10-dages standstill-periode.

G4S rettede inden udløbet af standstill-perioden henvendelse til PD og gjorde opmærksom på, at ABS ikke var i besiddelse af den lovpligtige autorisation til udøvelse af vagtvirksomhed. PD valgte dog desuagtet at fastholde sin beslutning om at tildele rammeaftalen til ABS.

Klagenævnets kendelse

Klagenævnet for Udbud fastslår indledningsvist, at ABS i sit tilbud havde bekræftet at opfylde de i udbudsmaterialet fastsatte minimumskrav, og at PD derfor ikke på tidspunktet for tildeling af rammeaftalen havde haft pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af, hvorvidt ABS havde den lovpligtige autorisation.

Det forhold, at PD i standstill-perioden imidlertid blev gjort opmærksom på, at ABS ikke havde den lovpligtige autorisation, hvilket PD's egne undersøgelser efterfølgende bekræftede, indebar, at PD ikke lovligt kunne fastholde sin beslutning om at tildele rammeaftalen til ABS.

Klagenævnet konkluderede således, at PD ved at fastholde sin beslutning om at tildele rammeaftalen til ABS havde overtrådt ligebehandlingsprincippet og annullerede som følge heraf tildelingsbeslutningen.

Plesners bemærkninger

Kendelsen bekræfter for det første Klagenævnets hidtidige praksis, hvorefter ordregiver (som udgangspunkt) ikke har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af, hvorvidt tilbudsgiver opfylder alle krav til den udbudte ydelse, men i tilfælde af tilbudsgivers bekræftelse heraf kan lægge til grund, at tilbudsgiveren overholder alle krav. Dette har Klagenævnet fastslået i talrige kendelser, herunder f.eks. i sin kendelse af 10. februar 2017, Viking Medical Scandinavia ApS m.fl. mod Amgros I/S.

Klagenævnet har endvidere i en kendelse af 18. maj 2017, Scan Office A/S mod Moderniseringsstyrelsen, udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt et minimumskrav, som tilbudsgiver i sit tilbud erklærer at ville opfylde, rent faktisk også opfyldes, som udgangspunkt er et kontraktmæssigt spørgsmål.

Klagenævnets kendelse i denne sag mod PD understreger imidlertid, at det ikke blot er et kontraktmæssigt spørgsmål, der skal afklares inter partes, såfremt ordregiver i standstill-perioden modtager entydig dokumentation for, at den vindende tilbudsgiver ikke opfylder alle minimumskrav. I sådanne tilfælde vil ordregiver være forpligtet til at annullere sin tildelingsbeslutning.

Hvis der ikke fremlægges entydig dokumentation herfor, men ordregiver dog bringes i tvivl om, hvorvidt tilbuddet er konditionsmæssigt, er ordregiver forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af forholdet, inden ordregiver beslutter, om tildelingsbeslutningen kan fastholdes eller skal annulleres. Hvis ordregivers undersøgelse bekræfter, at den vindende tilbudsgiver ikke opfylder det eller de omhandlede minimumskrav, er ordregiver forpligtet til at annullere tildelingsbeslutningen.

Læs Klagenævnet for Udbuds kendelse