Ørsted frifindes i historisk erstatningssag

Sø- og Handelsretten har ved dom af 31. marts 2020 frifundet Ørsted for et erstatningskrav på DKK 4,4 mia. plus renter for påståede urimeligt høje elpriser. Retten fandt, at den tidligere dom fra Vestre Landsret, der ophævede de myndighedsafgørelser, som lå til grund for erstatningssagen, også havde retskraft i forhold til sagsøgerne i erstatningssagen. Endvidere fandt retten, at sagsøgerne var afskåret fra at basere deres erstatningskrav på andre synspunkter end dem, der indgik i landsretssagen. Plesner repræsenterede Ørsted i sagen for Vestre Landsret og har også bistået Ørsted i erstatningssagen for Sø- og Handelsretten.

Baggrund

Konkurrencerådet traf i 2005 afgørelse om, at det tidligere Elsam, som i dag er en del af Ørsted, i 2. halvår 2003 og 2004 havde misbrugt en dominerende stilling til at opkræve urimeligt høje priser for salg af el i Vestdanmark, og pålagde Elsam et prispåbud. Konkurrenceankenævnet ophævede i 2006 prispåbuddet, men opretholdt konstateringen om, at Elsam havde opkrævet urimeligt høje priser.

I 2007 traf Konkurrencerådet en yderligere afgørelse om, at Elsam også havde opkrævet urimeligt høje priser i 2005 og 2006. Konkurrenceankenævnet ophævede i 2008 afgørelsen for så vidt angår 2. halvår 2006, men stadfæstede den for så vidt angår 2005 og 1. halvår 2006.

Ørsted indbragte i 2007 og 2008 konkurrencemyndighedernes afgørelser for Sø- og Handelsretten, der besluttede at sætte sagen vedrørende 2. halvår 2003 og 2004 i bero, indtil sagen vedrørende 2005 og 1. halvår 2006 var afgjort. I 2016 opretholdt Sø- og Handelsretten ankenævnets kendelse vedrørende 2005 og 1. halvår 2006.

Vestre Landsret frifandt imidlertid i 2018 Ørsted for påstanden om, at Elsam skulle have opkrævet urimeligt høje priser. Plesner repræsenterede Ørsted i sagen. Se tidligere Insight:
"Ørsted får medhold i historisk konkurrenceretssag"

Konkurrencemyndighederne anmodede om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, hvilket Procesbevillingsnævnet afviste at imødekomme. Se tidligere Insight:
"Historisk konkurrenceretssag endeligt afsluttet"

I lyset af Vestre Landsrets nu endelige dom blev Ørsted og konkurrencemyndighederne enige om, at Elsam også skulle frifindes for påstanden om, at Elsam skulle have opkrævet urimeligt høje priser i 2. halvår 2003 og hele 2004. Se tidligere Insight:
"Ørsted frifindes på ny for påstand om misbrug"

Dermed var sagerne mellem Ørsted og konkurrencemyndighederne endeligt afsluttet.

Imidlertid fastholdt Energi Danmark, Scanenergi og ca. 1.100 andre sagsøgere, herunder andre elhandelsselskaber, forsyningspligtselskaber og elkunder, den erstatningssag, som de i 2007 havde anlagt mod Ørsted ved Sø- og Handelsretten. I erstatningssagen krævede de i alt DKK 4,4 mia. med tillæg af renter tilbage fra 2. halvår 2003 som følge af de påståede urimeligt høje priser.

Det er den største konkurrenceretsrelaterede erstatningssag nogensinde i Danmark.

Sø- og Handelsrettens dom

Efter Vestre Landsrets dom i myndighedssagen gjorde de erstatningssøgende gældende, at deres erstatningskrav var baseret på andre faktiske og juridiske synspunkter end dem, der indgik i konkurrencemyndighedernes afgørelser, og at erstatningssagen derfor skulle fortsætte på trods af landsrettens dom. Sagsøgerne anmodede om, at Sø- og Handelsretten som det næste skridt i sagen forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Ørsted gjorde derimod gældende, at grundlaget for erstatningssagen var bortfaldet som følge af landsrettens dom, og at Ørsted derfor skulle frifindes.

Sø- og Handelsretten fandt, at Vestre Landsrets dom i myndighedssagen også havde retskraft mellem Ørsted og sagsøgerne i erstatningssagen.

Det skyldtes blandt andet det forhold, at landsrettens dom angik samme grundlæggende problemstilling som erstatningssagen, navnlig om Elsam havde opkrævet urimeligt høje priser, og at to af sagsøgerne havde været meget aktivt involveret som biintervenienter i landsretssagen med det formål at varetage samtlige de erstatningssøgendes interesser.

Sø- og Handelsretten fandt endvidere, at sagsøgerne ved deres adfærd de facto havde afgivet proceserklæring om, at grundlaget for deres erstatningskrav fulgte af konkurrencemyndighedernes afgørelser.

På den baggrund var sagsøgerne afskåret fra at gøre gældende, at deres erstatningskrav kunne støttes på andre synspunkter end dem, der indgik i landsretssagen.

Som følge heraf blev Ørsted frifundet.

Sagsøgerne blev pålagt at betale DKK 7 mio. i sagsomkostninger til Ørsted.

Læs Sø- og Handelsrettens dom 

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret