Introduktion

I detailhandelssektoren er det almindeligt, at virksomheder organiserer sig i frivillige kæder med henblik på at realisere forskellige kommercielle fordele. Kædesamarbejder resulterer ofte i betydelige besparelser for de deltagende virksomheder og for forbrugerne, men de indebærer samtidig en risiko for, at de deltagende virksomheder på forskellig vis begrænser konkurrencen i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6 og artikel 101 TEUF.

I nogle tilfælde vil konkurrencebegrænsninger i frivillige kæder dog opfylde betingelserne for at opnå en individuel fritagelse efter konkurrencelovens § 8 og artikel 101, stk. 3, TEUF, og dermed alligevel være lovlige, hvilket med udgangspunkt i styrelsens vejledning præciseres og konkretiseres nedenfor.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye vejledning er resultatet af et revisionsarbejde, styrelsen påbegyndte i 2015, fordi den dagældende vejledning om frivillige kæder ikke i tilstrækkeligt omfang afspejlede nyere praksis.

Den nye vejledning indebærer generelt en skærpet vurdering af frivillige kædesamarbejder, og en række forhold, der ifølge den tidligere vejledning var uproblematiske, kan ifølge den nye vejledningen være konkurrencebegrænsende. Eksempelvis angav den tidligere vejledning, at kæder generelt kan fastsætte maksimumpriser til brug for kædens annoncering i fælles reklameaviser mv., mens den nye vejledning noget mere restriktivt angiver, at fælles markedsføring, der indeholder oplysninger om priser, som udgangspunkt udgør en ulovlig konkurrencebegrænsning, der dog efter omstændighederne konkret kan fritages i medfør af konkurrencelovens § 8 og artikel 101, stk. 3, TEUF.

Derudover indeholder den nye vejledning en række tærskelbaserede formodningsregler, som ikke var at finde i den tidligere vejledning, og som giver virksomheder i mindre kæder en vis sikkerhed for, at konkrete tiltag inden for disse kæder er lovlige. Disse tærskler stemmer overens med tærsklerne for horisontale samarbejder angivet i EU-Kommissionens horisontale retningslinjer, jf. nærmere nedenfor.

Udvalgte elementer i etableringen af et kædesamarbejde

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandler en række udvalgte elementer, der normalt indgår som led i etableringen af et kædesamarbejde, og vejledningen indeholder nogle generelle retningslinjer for, hvordan styrelsen konkret vil vurdere hvert af disse elementer.

Vejledningen angiver indledningsvis, at en frivillig kæde som udgangspunkt frit kan vælge, hvem den vil optage som medlem af kæden. Tilsvarende kan der normalt sættes begrænsninger vedrørende placeringen af medlemmernes fysiske forretninger, forudsat at sådanne begrænsninger alene har til formål at optimere kædens konkurrenceevne og i øvrigt er saglige. Også udtrædelsesvilkår, herunder kortere opsigelsesvarsler, kan lovligt fastsættes, forudsat at de ikke udgør en mærkbar begrænsning af konkurrencen.

Som led i etableringen af et kædesamarbejde er det sædvanligt at opstille nogle begrænsninger, som har til formål at beskytte kædens identitet og omdømme. Begrænsninger vedrørende (i) butikkernes fremtræden, (ii) det grundsortiment, butikkerne skal føre, og (iii) det serviceniveau, butikkerne som minimum skal tilbyde, er derfor normalt acceptable vilkår, der ikke mærkbart begrænser konkurrencen.

En væsentlig fordel ved deltagelse i kædesamarbejder er ofte, at virksomhederne foretager fælles indkøb og derved nedbringer deres omkostninger. Ifølge vejledningen er fælles indkøbsaftaler normalt lovlige, hvis medlemmerne har en samlet markedsandel på højst 15 pct. på henholdsvis indkøbsmarkedet og afsætningsmarkedet, og under forudsætning af, at aftalen ikke anvendes til indirekte at facilitere et kartel (f.eks. om priskoordinering eller markedsopdeling). For større kæder, der overstiger de nævnte markedsandelstærskler, må lovligheden af et indkøbsfællesskab vurderes konkret.

Fælles prissætning er som det klare udgangspunkt ulovligt, men det angives dog i vejledningen, at visse aftaler, der kan påvirke medlemmernes priser, kan accepteres, hvis de opfylder betingelserne i konkurrencelovens § 8 og artikel 101, stk. 3, TEUF. Dette omfatter bl.a. visse aftaler om fælles markedsføring. Generel markedsføring for kæden og for udbudte produkter og ydelser vil være lovligt, hvis medlemmernes samlede markedsandel ikke overstiger 15 pct. Aftaler om mere omfattende fælles markedsføring eller markedsføring for kæder, som overstiger tærsklen på 15 pct., må vurderes konkret.

Endelig påpeges, at det kan være nødvendigt at fastsætte forskellige procedurer for at undgå utilsigtet udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger blandt kædens medlemmer.

Plesners bemærkninger

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning er relevant for alle virksomheder, der indgår i forskellige former for kædesamarbejder med konkurrerende virksomheder, både som led i etableringen af kæden og som led i den løbende afvikling af samarbejdet. Dette gælder både for frivillige kæder, som udelukkende består af selvstændige virksomheder, og blandingskæder, hvor nogle medlemmer er ejet af det samme selskab, mens andre er selvstændige virksomheder, som er tilknyttet kæden.

Plesner yder vejledning inden for alle områder af konkurrenceretten og bistår gerne med at vurdere lovligheden af et konkret kædesamarbejde eller enkelte elementer heraf, herunder ved at fremsætte forslag til, hvordan et samarbejde kan omstruktureres inden for rammerne af konkurrencereglerne, eller ved at fremsætte forslag til, hvilke procedurer, der med fordel kan iværksættes for at undgå utilsigtet udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger.

Læs hele Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning her