EU's femte sanktionspakke over for Rusland er på vej

Efter afsløringen af mulige krigsforbrydelser begået af russiske tropper i Bucha i Ukraine har EU taget skridt til at vedtage sin femte sanktionspakke over for Rusland. Den nye sanktionspakke vil yderligere bidrage til at stramme det økonomiske pres på Rusland.

Grufulde billeder fra Bucha, en lille by i regionen Kiyv Oblast i Ukraine, dukkede i sidste weekend op, mens russiske tropper trak sig tilbage fra byen. Mulige krigsforbrydelser er ved at blive undersøgt, og EU har reageret omgående ved at forberede en femte sanktionspakke over for Rusland, som yderligere bidrager til at stramme det økonomiske pres på Rusland efter et par uger med status quo i forhold til sanktioner.

Advarslen om yderligere sanktioner blev først offentliggjort i en pressemeddelelse fra Præsident von Leyen den 5. april 2022. I dag har Europa-Kommissionen i en ny pressemeddelelse meddelt, at Rådet er nået til enighed om en femte pakke af restriktive foranstaltninger over for Rusland som reaktion på landet brutale aggression mod Ukraine og dets befolkning. Forordningens tekst er i skrivende stund ikke offentliggjort, men følgende hovedelementer er allerede blevet afsløret:

1. Forbud mod import af kul

Der indføres et forbud mod import af kul. Forbuddet vil omfatte import af alle former for russisk kul til EU.

2. Fuldstændigt forbud mod transaktioner over for fire russiske banker

Der vil blive indført et fuldstændigt forbud mod transaktioner og indefrysning af aktiver over for fire russiske banker.

I skrivende stund er det ikke offentliggjort, hvilke banker det vil dreje sig om, men Europa-Kommissionen har i en pressemeddelelse afsløret, at en af bankerne er VTB, den andenstørste russiske bank.

Udover det fuldstændige forbud mod transaktioner for visse banker vil sanktionerne også omfatte et forbud mod at levere kryptoaktivtjenester af høj værdi til Rusland og mod at yde rådgivning om trusts til velhavende russere.

3. Forbud mod transport

Der vil blive indført et fuldstændigt forbud mod russiske og belarusiske godsvejtransportoperatører, der arbejder i EU. Visse undtagelser vil gælde i forhold til nødvendighedsvarer (f.eks. landbrugsprodukter og medicin), men det nøjagtige omfang af undtagelserne er endnu ikke afsløret.

EU vil yderligere indføre et forbud for alle fartøjer, der sejler under russisk flag, mod at lægge til i EU-havne. Også her vil visse undtagelser blive afsløret i forordningens endelige tekst.

4. Yderligere målrettede eksportforbud

Der vil blive indført yderligere målrettede eksportforbud. En fuldstændig liste er endnu ikke offentliggjort, men eksempler omfatter kvantecomputere, avancerede halvledere, følsomme maskiner, transport og kemikalier.

Jetbrændstof og brændstofadditiver vil også blive tilføjet det eksisterende eksportforbud.

5. Udvidede importforbud

Importforbud vil blive indført i forhold til visse produkter, herunder cement, gummiprodukter, træ, spiritus og luksusfisk og -skaldyr (herunder kaviar).

6. Udelukkelse fra offentlige kontrakter og europæiske penge

De nye sanktioner vil indføre et fuldstændigt forbud mod russiske statsborgere og enheders deltagelse i offentlige indkøbskontrakter i EU. Yderligere vil der blive indført restriktioner mod finansiel og ikke-finansiel støtte til russiske offentligt ejede eller kontrollerede enheder i henhold til EU's, Euratoms og EU-landenes programmer.

Yderligere sanktioner

Udover de seks hovedområder nævnt ovenfor vil der blive foretage mindre korrektioner og tilpasninger af de nuværende sanktioner, og yderligere 217 personer og 18 enheder vil blive tilføjet listen over personer omfattet af målrettede sanktioner. I alt vil 1.091 personer og 80 enheder herefter være omfattet af sanktioner i henhold til EU-sanktionsordningen mod Rusland.

Stadig intet forbud mod import af olie og naturgas

Det er bemærkelsesværdigt, at EU endnu ikke har indført et forbud mod import af olie og naturgas, formentlig fordi større europæiske lande stadig er afhængige af levering deraf. Præsident von der Leyen udtalte i sin erklæring af 5. april 2022 vedrørende den femte sanktionspakke, at EU arbejdede på yderligere sanktioner, herunder import af olie, og flere lande arbejder i øjeblikket på at begrænse deres afhængighed af naturgas.

Yderligere oplysninger

Præsident von der Leyens pressemeddelelse af 5. april 2022 vedrørende den femte sanktionspakke mod Rusland

Pressemeddelelse af 8. april 2022 om en aftale om den femte pakke af restriktive foranstaltninger over for Rusland

Seneste nyt om Eksportkontrol og Handelssanktioner

Eksportkontrol og Handelssanktioner