Nye regler for vurdering af dokumentation for pålidelighed er trådt i kraft

Den 1. januar 2023 trådte de nye regler om proceduren for vurdering af ansøgere og tilbudsgiveres dokumentation for pålidelighed i kraft. De nye regler indebærer, at ordregiver fremover har en pligt til at indhente en vejledende udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, før ordregiver beslutter, om en ansøger eller tilbudsgiver skal udelukkes.

Udelukkelse af ansøger eller tilbudsgiver

Efter reglerne i udbudslovens §§ 135-137 har ordregiver pligt til at udelukke en ansøger eller tilbudsgiver, der er omfattet af en udelukkelsesgrund. Ordregiver kan også i medfør af udbudslovens § 185, stk. 1, bringe en kontrakt til ophør, hvis den vindende tilbudsgiver i kontraktperioden bliver omfattet af en udelukkelsesgrund.

Inden ordregiver udelukker en ansøger eller tilbudsgiver, har den pågældende ansøger eller tilbudsgiver dog i medfør af udbudslovens § 138 mulighed for og ret til at dokumentere sin pålidelighed for herved at undgå udelukkelse (såkaldt "self-cleaning"). Det har hidtil været overladt til ordregiver selv at vurdere om den af ansøger eller tilbudsgiver fremsendte dokumentation for pålidelighed var tilstrækkelig. Ved en ændring af udbudsloven i juni 2022 blev der imidlertid vedtaget nye regler om proceduren for vurderingen af dokumentation for pålidelighed gældende for udbud offentliggjort efter den 1. januar 2023.  

Ny procedure for vurdering af dokumentation for pålidelighed

Den nye procedure for vurdering af dokumentation for pålidelighed indebærer, at ordregiver fremover skal indhente en vejledende udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ("KFST"), om den af ansøger eller tilbudsgiver fremsendte dokumentation for pålidelighed, før ordregiver træffer beslutning om, hvorvidt den pågældende ansøger eller tilbudsgiver skal udelukkes. 

Forpligtelsen til at indhente en vejledende udtalelse fra KFST gælder ifølge KFST alene for ansøgere eller tilbudsgivere, der har udsigt til at blive prækvalificeret eller få tildelt kontrakten, eller som allerede har fået en kontrakt tildelt. Det er ordregiver, som har ansvaret for at indhente dokumentation fra ansøgeren eller tilbudsgiveren og derefter oversende denne til KFST, så KFST kan komme med en udtalelse.

KFST's udtalelse om ansøger eller tilbudsgivers dokumentation for pålidelighed er alene vejledende, og ordregiver er således ikke forpligtet til at følge denne, når ordregiver træffer beslutning om, hvorvidt den pågældende ansøger eller tilbudsgiver skal udelukkes. Ordregiver kan dog – såfremt ordregiver er enig i udtalelsen – lægge denne til grund for sin egen vurdering af, om ansøgeren eller tilbudsgiveren skal udelukkes. 

KFST har på sin hjemmeside offentliggjort vejledninger vedrørende proceduren til både ordregivere og ansøgere/tilbudsgivere. På hjemmesiden findes også skabeloner, som kan anvendes af ansøger eller tilbudsgiver i forbindelse med fremsendelse af dokumentation for pålidelighed til ordregiver og ved ordregivers oversendelse heraf til KFST. 

Hvis ordregiver ikke overholder forpligtelsen til at indhente vejledende udtalelse fra KFST, udgør dette en overtrædelse af udbudsloven, og klage herover kan indgives til Klagenævnet for Udbud.

Læs Plesners tidligre insight om ændringer af udbudsloven 

Se vejledninger og skabeloner på KFST's hjemmeside 

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret