Nemmere for virksomheder at indstille deres produkter til en evaluering i Behandlingsrådet

Virksomheder skal ikke længere leve op til kravet om omkostningsneutralitet, når de indstiller deres medicinske udstyr og sundhedsteknologier til en evaluering ved Behandlingsrådet.

Danske Regioner har besluttet, at der ikke fremover skal gælde et krav om omkostningsneutralitet, når Behandlingsrådet evaluerer virksomheders produkter i form af medicinsk udstyr og sundhedsteknologi.

Kravet om omkostningsneutralitet har betydet, at virksomheder ikke selv kunne indstille deres produkter til evaluering i Behandlingsrådet, hvis deres produkter var dyrere end deres konkurrenter. I de tilfælde skulle indstillingerne foretages via et hospital eller en region.

Bortfaldet af kravet medfører, at virksomheder nu selv kan indstille alle deres produkter til evaluering i Behandlingsrådet, også selvom produktet er dyrere end alternativerne.

Både offentlige og private ansøgere opfordres dog stadig til at anvende Behandlingsrådets omkostningsskitse for at anskueliggøre omkostningsbilledet, idet dette vil forenkle Behandlingsrådets efterfølgende sundhedsøkonomiske vurdering.

Behandlingsrådets evalueringer kan lede til en positiv anbefaling af specifikt medicinsk udstyr eller en sundhedsteknologi, som så videre kan medføre, at de pågældende produkter vil blive implementeret på tværs af regionerne.

Du kan læse Behandlingsrådets nyhed her samt om Behandlingsrådets omkostningsskitse her.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere, så kontakt Plesners Life Science team.

Seneste nyt om Life Science

Life Science