Plesner vinder principiel rygersag i Højesteret

Partner Torben Bondrop og Mikael Rosenmejer har i dag vundet sagen om ansvaret for en rygers helbredsskader. Skandinavisk Holding II A/S og House of Prince er begge blevet frifundet af Højesteret i sagen, der blev anlagt helt tilbage i 2003.

Sagen kort

I 2003 blev sagen anlagt af rygeren Allan Lykke Jensen mod Skandinavisk Tobakskompagni A/S (nu Skandinavisk Holding II A/S) og House of Prince A/S. Han beskyldte de to tobaksvirksomheder for at forøge PRINCE-cigaretternes skadevoldende og afhængighedsskabende virkning og gøre det umuligt eller meget svært for ham at stoppe med at ryge. Det blev påstået, at tjære- og nikotintallene på cigaretpakkerne er vildledende, og at ventilationshuller i cigarettens filter vildleder rygerne og de maskiner, der måler mængden af tjære og nikotin i røgen.

Østre Landsret frifandt i 2011 tobaksproducenterne for at bruge tilsætningsstoffer, der forstærker nikotinens effekt hos rygere. Landsretten fandt heller ikke andet grundlag for at gøre tobaksproducenterne erstatningsansvarlige. Allan Lykke Jensen ankede dommen til Højesteret og fik fri proces. Synspunktet om, at det skulle være tilsætningsstofferne, der havde gjort Allan Lykke Jensen afhængig, blev ikke gentaget for Højesteret, da det stod klart, at der ikke var belæg herfor.

Højesteret slår med sin dom nu fast, at rygere selv har ansvaret for de helbredsmæssige risici, der er forbundet med at ryge. Dommen påpeger, at det meget længe har været almindeligt kendt, at rygning er sundhedsskadeligt og indebærer en risiko for alvorlige sygdomme. I dommen lægger Højesteret også vægt på, at selvom nogle rygere kan have meget vanskeligt ved at stoppe med at ryge, er det ikke umuligt.

Højesteret frifandt samtidig tobaksproducenterne for at have vildledt eller på anden måde handlet ansvarspådragende - både i forhold til tjære- og nikotintallene på cigaretpakkerne og i forhold til den måde, som PRINCE-cigaretten har været konstrueret på. Højesteret finder det samtidig ubestridt, at tobaksproducenternes produktion og markedsføring af PRINCE-cigaretten er sket under overholdelse af de til enhver tid gældende regler.

Om Torben Bondrop

Torben Bondrop er specialiseret i forsikrings- og erstatningsret generelt. Ud over den klassiske forsikringsret har Torben Bondrop beskæftiget sig med rådgiveres erstatningsansvar, ledelsesansvar, produktansvar, erhvervsansvar og reassurance, og han har i den forbindelse ført en lang række rets- og voldgiftssager.

Torben Bondrop har omfattende procedureerfaring og fører derfor også en del rets- og voldgiftssager på andre retsområder. Torben Bondrop fungerer endvidere som voldgiftsdommer og har gennemført Advokatrådets Voldgiftsdommeruddannelse.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Torben Bondrop.

Seneste nyt om Dispute Resolution

Dispute Resolution