Sagen kort

De danske skattemyndigheder har i en række sager anfægtet danske selskabers adgang til at fradrage forskellige former for finansieringsomkostninger afholdt i forbindelse med låneoptagelser m.v.
 
I den seneste af disse sager var Takeda blevet nægtet fradrag for et beløb på ca. DKK 100 mio., som selskabet betalte til de to banker, som stod for at formidle Takeda's udstedelse af virksomhedsobligationer i 2005 med et samlet pålydende på EUR 400 mio. 

Bankernes primære rolle var - som det er sædvanligt ved erhvervsobligationsudstedelser - at bistå med udarbejdelse af prospekt m.v., forestå salget af obligationerne og garantere afhændelsen af obligationerne, hvis salget i markedet måtte mislykkes (underwriting). 

Skatteministeriet gjorde i sagen særligt gældende, at der ikke var den fornødne sammenhæng mellem udgifterne til de involverede banker og gældens etablering. Det var Skatteministeriets opfattelse, at bankerne ikke havde ageret som långivere, men derimod som rådgivere, og at den primære ydelse, som bankerne havde leveret, var bistand vedrørende den overordnede strukturering af lånetransaktionen. Hertil kom - ifølge Skatteministeriet - at omkostningerne til bankerne skulle karakteriseres som en ikke-fradragsberettiget såkaldt projektomkostning, fordi obligationsudstedelsen skete i forbindelse med en kapitalfonds indtræden i Takeda's ejerkreds. 

På vegne af Takeda gjorde Plesner overordnet gældende, at bankernes primære rolle i enhver lånetransaktion er at være formidler af kapital, og at det grundlæggende er den rolle, som bankerne bliver betalt for. Uanset at bankerne i den konkrete sag havde succes med afsætningen af obligationerne - og derfor ikke efter udstedelsen agerede som sædvanlige långivere - måtte der derfor indrømmes fradrag, da der var tale om udgifter til formidlingen af lånet. Samtidig blev det påpeget, at hvis ikke Takeda blev indrømmet fradrag, ville det skabe en helt ubegrundet skævvridning mellem udstedelse af virksomhedsobligationer og optagelse af banklån, idet der så kun ville være fradrag for udgifterne til bankerne i forbindelse med optagelse af banklån, som dermed ville få en (arbitrær) konkurrencefordel.

Højesteret gav Takeda fuldt medhold

 I domspræmisserne fastslår Højesteret først, at det ikke er afgørende for fradragsretten, om en finansiel virksomhed agerer som egentlig långiver eller som formidler af lån i bredere forstand. Det afgørende er, om ydelserne er knyttet til gældens etablering eller indfrielse. 

Herefter anfører Højesteret, at det beløb, som Takeda betalte til bankerne for at gennemføre og garantere obligationsudstedelsen og herunder for prospektudarbejdelsen, må anses for eller sidestilles med et gebyr, en kurtage eller en stiftelsesprovision, som i lovforarbejderne er nævnt som eksempler på fradragsberettigede udgifter. 

Sejr for udbredelse af virksomhedsobligationer

Dommen har væsentlig betydning, idet den sikrer, at udstedelsen af virksomhedsobligationer ikke undergives en arbitrær skattemæssig merudgift i forhold til traditionelle banklån. Dermed er dommen i et bredere perspektiv en sejr for det betydelige arbejde, der i de senere år er gjort for at sikre udbredelsen af virksomhedsobligationer. 

Advokat, partner Svend Erik Holm førte sagen for Takeda.