Ny retspraksis - lån kort før konkurs var et proformalån

En låneaftale indgået mellem en skyldner og dennes ven og tidligere forretningspartner en uge før skyldnerens konkurs skal tilsidesættes, da det var et proformalån. Det fastslår Østre Landret i dom af 28. oktober 2015. Afgørelsen bidrager til den eksisterende retspraksis om proforma i konkurssager. Plesner varetog kuratorhvervet og førte sagen i både byretten og landsretten.

En personlig skyldner havde en uge før sin egen konkurs lånt sin ven og tidligere forretningspartner et beløb, som efter låneaftalen først skulle tilbagebetales efter 15 år.

Kurator stævnede i 2012 skyldnerens tidligere forretningspartner, og det kom under sagen frem, at låneprovenuet var blevet videreført til et selskab, som skyldneren frit kunne hæve midler fra til sit privatforbrug. Betalingerne til selskabet var forsøgt maskeret som konsulenthonorarer til skyldneren og overskud på investeringer. Dette hang imidlertid ikke sammen med den øvrige bevisførelse under sagen.

Østre Landsret tiltrådte Retten i Helsingørs begrundelse, nemlig at låneaftalen var indgået proforma og dermed udtryk for parternes fælles forståelse af, at låneprovenuet skulle unddrages fra skyldnerens kreditorer under konkursen. Låneaftalen skulle med andre ord i realiteten ikke have den virkning, som fremgik af aftalen.

Dermed erklærede domstolene sig i to instanser enige i kurators primære synspunkt om proforma, og gav konkursboet medhold i, at kreditorerne ikke skal respektere en aftale, som påviseligt har haft et andet formål end det umiddelbare indhold, når aftalen i så fald vil føre til, at kreditorerne lider tab.

Der findes ikke meget trykt retspraksis om proforma, og afgørelsen er derfor også af denne grund interessant.

Advokat og partner, Pernille Bigaard, Plesner, har varetaget kuratorhvervet i konkursboet.

Seneste nyt om Insolvens og Rekonstruktion

Insolvens og Rekonstruktion