Axcel investerer i GUBI A/S

Axcel har indgået en aftale om at investere i den succesfulde danske designvirksomhed GUBI, der designer og sælger møbler, lamper samt andre interiørprodukter globalt. Plesner har bistået Axcel med alle juridiske aspekter af investeringen i GUBI.

GUBI designer møbler, lamper og andre interiørprodukter, som sælges til private gennem ledende detailbutikker internationalt og egen onlinedistribution samt til bl.a. kontorer, hoteller og restauranter via kontraktmarkedet. GUBI er grundlagt i 1967 af den nuværende ejer Jacob ”Gubi” Olsens forældre, Lisbeth og Gubi Olsen, og har en stærk portefølje af produkter med et tidløst og ikonisk design som blandt andet tæller "Beetle" stolen og "Bestlite" lampen.

Axcel's investering gennemføres med Chr. Augustinus Fabrikker (Augustinus Fonden) som medinvestor og med nuværende ejer, Jacob ”Gubi” Olsen, som fortsat medejer og direktør. Plesner har bistået Axcel med alle juridiske aspekter af investeringen i GUBI, herunder finansiering og håndtering af medinvesteringen.

GUBI er Axcel fond V’s femte investering, og transaktionen forventes gennemført ved udgangen af juni 2018.

Om Axcel
Axcel blev grundlagt i 1994 og er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af nordiske og internationale investorer. Axcel har rejst fem fonde med sammenlagt p.t. over 15 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 51 investeringer og knap 100 større tilkøb til disse. 39 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 12 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 10,5 mia. kr. og omkring 6.300 medarbejdere.

Om GUBI
GUBI blev grundlagt i 1967 og er i dag en ledende dansk design- og interiørvirksomhed inden for møbler, belysning og interiørprodukter. GUBI designer, udvikler og markedsfører produkter til både private og professionelle, og produktsortimentet udgøres af flere prisvindende produkter, herunder Beetle-stolen, GUBI-stolen og Bestlite-lampen. GUBIs produkter sælges i ledende online og offline detailbutikker samt til professionelle kunder over hele verden. I regnskabsåret 2016/17 havde GUBI en driftsindtjening på 88 mio. kr., og ca. ¾ af omsætningen stammer fra lande uden for Danmark. GUBI har hovedsæde i Nordhavn, Danmark.

Seneste nyt om M&A

Mergers and Acquisitions