PSG Summer University

Plesner Svane Grønborg

... inviterer jurastuderende til

PSG Summer University

TEMA: Erhvervsadvokaten 2003

Formål

Årets kursusforløb har til formål at anskueliggøre de udfordringer og forandringer, som erhvervsadvokaten af i dag står overfor, i såvel nationalt som internationalt perspektiv, og at illustrere erhvervsadvokatens virkefelt i relation til en række højaktuelle retsområder.

Ikke mindst de advokater, der virker på et internationalt orienteret advokatkontor, oplever, at den juridiske assistance, der efterspørges, i tiltagende omfang er transaktionsbaseret og ofte tillige involverer projektstyring, hvor et bredt spektrum af juridiske discipliner inddrages.

Det tilsigtes at bygge bro mellem den teoretiske universitetsuddannelse og den praktiske advokatgerning. Kursusforløbet er derfor ikke traditionelt fagopdelt, hvilket muliggør analyser og debatter, der rækker videre end den almindelige universitetsundervisning. Sammenholdt med den praktiske tilgangsvinkel er hensigten at skabe et bedre grundlag for at forstå relevansen af og dybden i problemstillinger, der typisk genkendes fra universitetsundervisningen. PSG Summer University er derfor et oplagt sted at efterprøve, om en ansættelse på et erhvervsorienteret advokatkontor skal være din målsætning, og de erfaringer, du høster, vil være fordelagtige, uanset om din første ansættelse måtte blive på advokatkontor eller andetsteds.

Overordnet program

Programmet er sammensat således, at der ved en blanding af foredrag fra eksterne specialister, indlæg fra Plesner Svane Grønborg partnere og advokater, gruppeøvelser og rollespil dækkes følgende hovedpunkter:

  • Erhvervsadvokatens fremtidige rolle ved professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen.

  • Udviklingen på den internationale advokatscene - indlæg ved managing director Allan Hodgart, Hildebrandt International Ltd. (et af de førende internationale konsulentfirmaer med særlig fokus på advokatbranchen).

  • Karriereplanlægning.

  • Corporate Governance (compliance/risk management) - den eksterne advokats synsvinkel, herunder navnlig med højaktuelle indlæg indenfor konkurrenceret, selskabs- og børsret (blandt andre ved docent, dr. jur. Jesper Lau Hansen), persondataloven samt ansættelsesret.

  • Projektstyring og forhandlingsteknik omfattende et interaktivt kursusforløb.

  • Advokatens aktive rådgivningsrolle illustreret ved udvalgte problemstillinger indenfor selskabsret, immaterialret og rekonstruktion.

Interne bidragsydere vil blandt andre være Jørgen Grønborg, Karen Dyekjær-Hansen, Per Håkon Schmidt og Pernille Bigaard.

Hvornår

PSG Summer University 2003 afholdes fra mandag den 25. august, kl. 10.00, til torsdag den 28. august, kl. 17.00.

Hvor

Hos Plesner Svane Grønborg. Deltagerne kan således under kursusforløbet stifte bekendtskab med såvel medarbejderne hos som arbejdsgangen på et stort dansk erhvervsretligt advokatkontor.

Forløb i øvrigt

Som led i de sociale aktiviteter, som vi tillægger betydelig vægt, tilrettelægges der to aftenarrangementer.

Udbyder

PSG Knowledge Center.

Ansøgning

Kursusforløbet forudsætter ikke detaljeret kendskab til enkelte kursusfag, men PSG Summer University er dog primært målrettet mod studerende, der har gennemført grunduddannelsen.

Der er ingen kursusafgift.

Deltagerantallet vil være begrænset. Send os derfor nogle ord om, hvorfor netop du bør optages på PSG Summer University 2003. Ansøgningen, der skal være os i hænde senest den 30. maj 2003, stiles til advokat Hans Hedegaard, Plesner Svane Grønborg, Esplanaden 34, 1263 København K. Du vil herefter senest den 10. juni 2003 modtage meddelelse om, hvorvidt du er optaget.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til advokat Finn J. Lernø, advokat Hans Hedegaard eller advokat Jakob Schou Midtgaard.

PSG Knowledge Center varetager Plesner Svane Grønborgs uddannelses- og undervisningsaktiviteter og forestår kompetenceudviklingen og dygtiggørelsen af såvel firmaets medarbejdere som virksomheder, erhvervsledere og studerende. PSG Knowledge Center udbyder både kurser og foredrag, der er skræddersyet til individuelle virksomheder, og undervisning, der appellerer til en bredere kreds.

Se invitationen i pdf-format