PlesnerDomæneNYT - .as åbner for ÆØÅ

Toplevel domænet .as åbner for domænenavne indeholdende ikke-engelske bogstaver som Æ, Ø, Å, Ä, Ö, Ü med flere. Selv om .as egentlig står for "American Samoa", anvendes det af nogle danske og norske virksomheder som forkortelse for "aktieselskab".

Der bliver således mulighed for at registrere håndværktøj.as, blåbær.as samt eksisterende selskabsnavne, der indeholder Æ, Ø, Å med flere.

I modsætning til andre domænenavnsåbninger er der ikke annonceret nogen "sunrise" eller anden beskyttelse for varemærkeindehavere eller selskaber med selskabsnavne indeholdende Æ, Ø, Å med flere.

Tildeling sker efter et rent lotteri, hvorefter der trækkes lod blandt ansøgninger indleveret i perioden 1.-15. februar 2005. Fra 1. marts 2005 er der åbent for "først-til-mølle".

Disse domænenavne indeholdende Æ, Ø, Å med flere virker ikke umiddelbart for en hjemmeside eller e-mail, men forventes at kunne gøre det i fremtiden.

Plesner kan assistere med registrering eller - såfremt man ikke ønsker at registrere domænenavne under .as - med at tilskrive registrator og gøre opmærksom på, at salg af et domænenavn forveksleligt med et varemærke eller selskabsnavn vil blive anset som retstridigt.

Eventuelle spørgsmål kan stilles til advokat Peter Gustav Olson eller advokatfuldmægtig Jesper Lykkesfeldt på telefon 33 12 11 33 eller på trademarks@plesner.com.

Link:

.as registry: http://www.nic.as/idn/info.html