Coronavirus - børsnoterede virksomheders overvejelser om justering af udmeldte forventninger til årets resultat

Mange børsnoterede virksomheder vil have vanskeligt ved at vurdere, hvordan de forventer, at årets resultat vil blive som konsekvens af udbruddet af COVID-19. Usikkerheden om den fremtidige indtjening samt forstyrrelse af forretningen betyder for en lang række virksomheder, at det er nødvendigt at justere allerede udmeldte forventninger. Samtidig kan det være meget vanskeligt at overskue effekten af COVID-19 på virksomhedens forretning. Denne Plesner Insight adresserer virksomhedernes valg og overvejelser i lyset af gældende regler og Finanstilsynets og ESMA's seneste udmeldinger.

Det er svært at give et generelt råd, for effekten varierer for forskellige brancher og for den enkelte virksomhed, men overvejelserne bør nøje balancere vanskeligheden ved at guide markedet om forventninger og investorernes behov for, at virksomhederne og deres ledelser alligevel forsøger - med de åbenbare usikkerheder, som der kan knyttes til reviderede forventninger.

Gældende ret er som hidtil, at såfremt en virksomhed vurderer, at der er væsentlig sandsynlighed for, at de tidligere udmeldte forventninger ikke kan realiseres, skal virksomheden melde dette ud til markedet så hurtigt som muligt.

Indtil udbruddet af COVID-19 har virksomhederne som klar hovedregel lavet en nedjustering og givet markedet en revideret og ny forventning til årets resultat. Som følge af den meget store usikkerhed, der er forbundet med COVID-19, er der imidlertid mange virksomheder i dag, som har meget vanskeligt ved at vurdere, hvilken nedjustering der skal foretages og meldes ud til markedet. Der har derfor, med inspiration fra udenlandsk børspraksis, bredt sig en praksis blandt danske, børsnoterede virksomheder med at suspendere dets allerede udmeldte forventninger, indtil konsekvenserne af COVID-19 kan vurderes nærmere.

Finanstilsynet har i den forbindelse offentliggjort nyheden:
"Suspensioner og nedjusteringer som følge af COVID-19 – intern viden"

I det følgende gennemgås de enkelte situationer i lyset af denne nyhed.

Nedjustering

Hovedreglen er, at virksomheden skal vurdere, hvilket nyt resultat den forventer som konsekvens af COVID-19, og denne nye forventning skal meldes ud til markedet, hvorved der foretages en nedjustering af tidligere udmeldte forventninger. Virksomheden skal i den forbindelse angive, hvilke forudsætninger der er lagt til grund, og særligt hvilke usikkerhedsmomenter som de nye forventninger er behæftet med.

ESMA har offentliggjort en meddelelse, der nævner, at virksomhederne selvfølgelig er forpligtede til at offentliggøre specifikke forhold relateret til indvirkningen af COVID-19 - se ESMA-meddelelsen her. Virksomheden kan i den forbindelse overveje, om den nye udmelding skal gøres mere bred ved f.eks. at anvende et større spænd til forventningerne end tidligere som følge af eventuelt større usikkerhed. Virksomheden kan endvidere overveje, hvilke tal der gives forventninger til, herunder om der efter omstændighederne vil være andre tal i relation til virksomhedens resultat, som vil give bedre mening.

Nogle virksomheder har også udmeldt mere langsigtede mål, og her vil det ligeledes være relevant at overveje, om disse skal justeres.

Suspension

Såfremt virksomheden vurderer, at usikkerheden omkring forventningerne til fremtiden er så store, at det ikke giver mening at komme med en egentlig nedjustering, må virksomheden i stedet melde ud til markedet, at man suspenderer de tidligere udmeldte forventninger. Denne praksis har tidligere kun været brugt i begrænset omfang af danske, børsnoterede virksomheder, men har været set i stort omfang i forbindelse med udbruddet af COVID-19.

Vi mener, at denne konklusion skal drages med stor forsigtighed fra virksomhedernes side. Virksomheden bør i den forbindelse melde følgende ud (i) klart anføre at de tidligere forventninger suspenderes, (ii) om man forventer en nedjustering, og (iii) baggrunden for at man har valgt at suspendere (hvori usikkerheden består, og hvorfor man ikke kan lave en nedjustering), samt at suspensionen bliver fulgt op af en efterfølgende meddelelse med specifikke tal, når det er muligt. Sidstnævnte fremgår af Finanstilsynets nyhed, hvor det anføres, at Finanstilsynet anser meddelelser om suspension for alene at have midlertidig karakter, og at det er særlig vigtigt at supplere med endelige meddelelser.

Generelle overvejelser

I forbindelse med ovenstående vil virksomhederne naturligt skulle finde en balance mellem at give så meget og så korrekt information til markedet og samtidig ikke bringe sig i en situation, hvor virksomheden efterfølgende bliver kritiseret for ikke at kunne have overholdt sine udmeldinger til markedet.

Denne problemstilling er ikke ny, men i det nuværende marked er det utvivlsomt blevet sværere for virksomhederne at ramme den rigtige balance. Det kan være fristende for en virksomhed "blot" at suspendere sine forventninger for derved ikke at blive kritiseret efterfølgende. Dette efterlader imidlertid investorerne uden en reel mulighed for at bedømme virksomhedens situation og kan også medføre, at det bliver meget svært for investorerne at handle deres aktier i et "effektivt" marked, som er hele grundlaget for kapitalmarkedet. Derfor skal suspension bruges med forsigtighed.

I forbindelse med udmelding af forventninger må ledelserne være indstillet på, at det kan være nødvendigt med én eller flere korrektioner af forventningerne for at give investorerne den bedste mulighed for at handle baseret på nuværende viden. Der skal i den forbindelse tages markante forbehold, hvor dette er nødvendigt bl.a. af hensyn til den tiltagende opmærksomhed mod virksomhederne i forbindelse med retssager relateret til påståede overtrædelser af oplysningsforpligtelserne under MAR.

Hvis virksomheden har udmeldt mere langsigtede mål, vil det også kunne  komme på tale, om disse skal suspenderes. Taget i betragtning at der vil være noget længere tid til at opnå disse mål, vil behovet for suspension normalt være mere begrænset i dette tilfælde.

Men dette til trods mener vi, at virksomhederne nøje skal balancere hensynet til legale risici i situationen over for suspension og hellere forsøge så langt som muligt at bevare et effektivt marked for deres aktier og andre finansielle instrumenter sammen med de nødvendige forbehold i situationen.

Se nyheder og aktuel information om konsekvenserne af coronavirus

Plesner Coronavirus Task Force