Den danske model for flere kvinder i bestyrelsen

Regeringen har den 29. juni 2012 fremsat et udkast til forslag til ændring af en række love, deriblandt selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og årsregnskabsloven. Det endelige lovforslag forventes fremsat i oktober 2012.

Regeringen har den 29. juni 2012 fremsat et udkast til forslag til ændring af en række love, deriblandt selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og årsregnskabsloven. Det endelige lovforslag forventes fremsat i oktober 2012.

Formålet med forslaget er at skabe en mere ligelig forde­ling af mænd og kvinder i virksomheders øverste ledelses­organ, typisk bestyrelsen.

Forslaget indfører således, hvis det bliver vedtaget, krav om opstilling af måltal og udarbejdelse af en politik for ligestilling i en række store virksomheders ledelse, ligesom virksomhederne vil blive pålagt at redegøre for status om­kring virksomhedernes opfyldelse af disse krav.

Det skal understreges, at forslaget ikke indeholder kvote­krav til andelen af kvinder i bestyrelsen, som eksempelvis i Norge, Island og Belgien.

Forslaget omfatter en række virksomhedstyper i regn­skabsklasserne C og D, der allerede i dag er forpligtet til at udarbejde en redegørelse for samfundsansvar i medfør af årsregnskabslovens § 99 a. Forslaget vil således omfatte statslige aktieselskaber, børsnoterede selskaber, store erhvervsdrivende virksomheder, store erhvervsdrivende fonde og en række finansielle virksomheder.

Måltal, politik for ligestilling og afrapportering

Med forslaget vil der blive indført krav om, at bestyrelsen skal opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, typisk kvinder, i bestyrelsen. Forslaget indebærer endvidere en forpligtelse for direktionen til at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelsesniveauer generelt.

Ved opstilling af måltal skal virksomheden dels (i) opstille mål om en højere andel for det underrepræsenterede køn, dels (ii) angive en tidshorisont, inden for hvilken man til­stræber at opnå den pågældende andel. Måltallet skal alene omfatte de generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen og ikke eventuelle medarbejdervalgte repræ­sentanter.

Tidshorisonten bør højst fastsættes til 4 år, svarende til den periode det maksimalt tager at udskifte medlemmerne af bestyrelsen.

Den udarbejdede politik skal indeholde en beskrivelse af selskabets indsats for at øge andelen af det underrepræ­senterede køn i selskabets ledelsesniveauer generelt.  Dette kan blandt andet ske ved indgåelse af samarbejde med andre virksomheder, målrettede tiltag for den enkel­tes karriereudvikling gennem netværk og mentorordninger samt fastlæggelse af personalepolitikker, der fremmer kvinder og mænds lige karrieremuligheder.

Formuleringen "ledelsesniveauer generelt" skal ifølge be­mærkningerne til de foreslåede regler forstås som de øv­rige ledelsesorganer i virksomheden, der ligger under det øverste ledelsesorgan. Den nævnte formulering vil i virk­somheder med bestyrelse og direktion således i hvert fald omfatte direktionen. 

Efter forslaget skal virksomhederne i forbindelse med af­læggelse af deres årsrapport redegøre for status for opfyl­delse af det opstillede måltal samt for den udarbejdede politik for ligestilling. Denne afrapportering skal foretages af virksomhederne efter samme fremgangsmåde, som følger af de gældende regler om samfundsansvar i årsregn­skabslovens § 99 a. 

Virksomheder der er undtaget fra kravene

I det omfang en virksomhed allerede har en ligelig kønsfor­deling i dens ledelse, det vil efter forslaget sige mindst 40/60 pct. af hvert køn, vil virksomheden ikke være forplig­tet til at opstille måltal eller udarbejde en politik. Men op­lysning herom vil skulle fremgå af virksomhedens redegø­relse i årsrapporten.

Forslaget indeholder endvidere undtagelse for koncernfor­bundne virksomheder, hvor kravene til opstilling af måltal, udarbejdelse af politik og afrapportering opfyldes af den ultimative modervirksomhed på koncernniveau.

Endelig indeholder forslaget en bagatelgrænse for statslige aktieselskaber. Statslige aktieselskaber, der har under 50 medarbejdere, er således ikke underlagt kravet om udar­bejdelse af politik for ligestilling.   

Sanktioner og ikrafttrædelse

Undlader virksomhederne at opfylde deres pligt til at op­stille måltal, udarbejde en politik for ligestilling eller fore­tage afrapportering i årsrapporten, vil en sådan undladelse efter forslaget medføre bødestraf. Det forhold, at en virk­somhed ikke opfylder det opstillede måltal, vil ikke i sig selv kunne udløse bødestraf.

Efter forslaget forventes reglerne at træde i kraft den 1. april 2013, og afrapporteringsforpligtelsen vil gælde for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.