Højesteret har afsagt domme i det store § 2a-sagskompleks, hvor en række arbejdstagere - på baggrund af Ole Andersen-sagen fra 2010 - mente sig berettiget til at modtage fratrædelsesgodtgørelse, ligesom nogle af dem mente, at arbejdsgiverne - en række kommuner og regioner - havde udøvet aldersdiskrimination ved ikke at udbetale godtgørelsen straks efter EU-dommen.

I de 14 af sagerne, som Østre Landsret havde afsagt domme i, var kernen, hvorvidt Ole Andersen-dommen medførte en tilsidesættelse af den hidtidige praksis, hvorefter arbejdstageren var fraskåret fra fratrædelsesgodtgørelse, hvis denne ved fratrædelsen ville oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis han var indtrådt i pensionsordningen før det fyldte 50. år. Derudover var der anbringendet om godtgørelse for aldersdiskrimination efter forskelsbehandlingslovens § 7 som følge af, at arbejdsgiverne ikke straks havde udbetalt godtgørelsen, efter at være blevet mødt med kravet herom. De to sager, der havde været for Vestre Landsret, handlede primært om diskriminationsspørgsmålet.

EU-Domstolen udtalte bl.a. i Ole Andersen-dommen, at afskæringen af fratrædelsesgodtgørelse udgjorde et for vidtgående indgreb i situationer, hvor arbejdstageren havde til hensigt "midlertidigt at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere".

Arbejdsgiverne mente på denne baggrund, at arbejdstagerne skulle have søgt arbejde i 6 måneder, før man reelt kunne sige, at de havde forfulgt deres erhvervsmæssige karriere. Dette var Østre Landsret ikke enig i, men fandt dog, at arbejdstagerne måtte kunne dokumentere reelt at have søgt fortsat beskæftigelse, og på denne baggrund havde landsretten i det væsentligste frikendt arbejdsgiverne. Kun i 3 af sagerne fandt landsretten, at arbejdstageren havde løftet bevisbyrden.

Som fortsat søgning efter beskæftigelse accepterede de 4½ måneds jobsøgning forinden efterløn, en arbejdstager der efter forgæves jobsøgning gik på efterløn, men sidenhen fandt vikararbejde, og en arbejdstager der efter genoptræning kom ud i fleksjob.

Højesterets flertal fandt, at der ikke på grundlag af bl.a. Ole Andersen-dommen kunne udledes generelle faste retningslinjer for, i hvilke tilfælde en arbejdstager skal anses for midlertidigt at have givet afkald på alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere, og de henviste til, at en sådan afgørelse mest nærliggende bør foretages af lovgivningsmagten. Højesteret fandt derfor, at dette måtte ske på baggrund af en konkret bevismæssig vurdering. Flertallet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering.

Højesteret frifandt - i overensstemmelse med Østre Landsret, men i modstrid med Vestre Landsrets afgørelse - i alle 16 sager arbejdsgiveren for påstanden om godtgørelse på baggrund af aldersdiskrimination, idet det ikke var tilstrækkelig groft, at arbejdsgiverne ikke betalte en godtgørelse, allerede da de blev mødt med kravet herom.

Dommene viser, at arbejdstageren må godtgøre, at denne har søgt anden beskæftigelse og dermed forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, og at der er tale om en konkret vurdering heraf i hver enkelt sag. Det har i den forbindelse ingen betydning, om arbejdstageren overgår til efterløn, så længe arbejdstageren fortsat søger anden beskæftigelse.

Dommene viser samtidig, at det ikke er tilstrækkeligt, at arbejdstageren kun søger få jobs efter fratrædelsen. Der kan ikke ud fra dommene fastlægges mere generelle retningslinjer for afvejningen, idet Højesteret afviser at fastlægge sådanne med henvisning til, at en sådan afgørelse mest nærliggende bør foretages af lovgivningsmagten.