Det Offentlige Ejerregister er klar til registreringer

Erhvervsstyrelsen oplyser, at Det Offentlige Ejerregister er åbent og klar til registreringer af selskabers ejerforhold fra den 15. december 2014.

Erhvervsstyrelsen oplyser, at Det Offentlige Ejerregister er åbent og klar til registreringer af selskabers ejerforhold fra den 15. december 2014.

Ikrafttræden af Det Offentlige Ejerregister

Erhvervsstyrelsen har offentliggjort, at Det Offentlige Ejerregister træder i kraft den 15. december 2014. Dermed åbnes der med øjeblikkelig virkning for registrering af eksisterende selskabers ejerforhold i Erhvervsstyrelsen.

Ejerregistret har til formål at skabe øget åbenhed og transparens omkring ejerforhold i danske selskaber med henblik på at modvirke hvidvask, at skabe større tillid til selskaberne samt at forbedre de offentlige myndigheders efterforskningsmuligheder i forbindelse med økonomisk kriminalitet.

Implementeringen af Det Offentlige Ejerregister sker ved en ny bekendtgørelse, der blandt andet lader dele af selskabslovens § 58 træde i kraft. Samtidig er en ny bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i kapitalselskaber i Erhvervsstyrelsen blevet vedtaget. Begge bekendtgørelser trådte delvist i kraft den 15. december 2014.

Som varslet ved vores seneste nyhedsbrev om emnet fra november 2014 indebærer den øjeblikkelige ikrafttræden af dele af Det Offentlige Ejerregister, at der iværksættes en overgangsordning, der løber frem mod Det Offentlige Ejerregisters fuldstændige ikrafttræden den 15. juni 2015, hvor registret åbnes for offentligheden.  

Hvad indebærer Det Offentlige Ejerregisters ikrafttræden?

Det Offentlige Ejerregisters ikrafttræden indebærer overordnet, at det fremadrettet bliver lovpligtigt for aktieselskaber, anpartsselskaber, iværksætterselskaber og partnerselskaber at lade betydelige ejerandele og stemmerettigheder registrere og offentliggøre via Erhvervsstyrelsens IT-system. Registreringspligten omfatter også ændringer til allerede registrerede oplysninger, såfremt ændringen medfører, at de relevante grænser for registrering af betydelige ejerandele nås eller ikke længere er nået.

Herudover bliver aktionærer som ejer ihændehaveraktier, der samlet repræsenterer mindre end 5 % af selskabskapitalen eller stemmerne i ikke-børsnoterede aktieselskaber eller partnerselskaber, forpligtet til at registrere antallet af ihændehaveraktierne i en særlig del af ejerregistret (ihændehaverregisteret), som ikke er åben for offentligheden.

Vi henviser desuden til vores seneste nyhedsbrev om emnet fra november 2014, hvori der redegøres for de nærmere detaljer omkring forpligtelsen til at lade oplysninger registrere i Det Offentlige Ejerregister.

Overgangsordning

Overgangsordningen løber fra den 15. december 2014 og frem til den 15. juni 2015 hvor offentlighedens adgang til ejerregistret åbnes. Under overgangsordningen har selskaber stiftet før den 15. december 2014 pligt til at foretage registrering af registreringspligtige oplysninger senest den 15. juni 2015. Dermed har eksisterende selskaber som udgangspunkt et halvt år til at effektuere de lovpligtige registreringer.

I det omfang der i løbet af overgangsperioden sker ændringer i registreringspligtige oplysninger, gælder imidlertid, at oplysningerne skal registreres i Erhvervsstyrelsen senest 2 uger efter selskabets modtagelse af de pågældende oplysninger, eller for så vidt angår ihændehaveraktier senest 2 uger efter aktiernes overdragelse. Dette gælder uanset hvornår et selskab måtte være stiftet. Ovennævnte betyder samtidig, at selskaber stiftet den 15. december 2014 eller senere skal registrere de relevante oplysninger senest 2 uger efter stiftelsen.

Det bemærkes, at manglende overholdelse af registreringspligten straffes med bøde.

Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i kapitalselskaber i Erhvervsstyrelsen

Foruden fastsættelse af de nærmere regler for registreringspligten i Det Offentlige Ejerregister og ikrafttræden heraf, indeholder bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i kapitalselskaber i Erhvervsstyrelsen også visse fælles bestemmelser om registrering via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk og ansvaret for registrering foretaget herigennem.

Det fremgår således af bekendtgørelsen, at registrering via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning skal foregå via www.virk.dk og i overensstemmelse med, hvad der fremgår af selvregistreringssystemet.

Registrering af registreringspligtige oplysninger skal som udgangspunkt foregå ved anvendelse af NemID eller digital signatur, medmindre Erhvervsstyrelsen træffer bestemmelse om andet. Registrering kan derudover ske ved at bemyndige en anmelder til at optræde som fuldmægtig på virksomhedens vegne. Når registrering er gennemført sendes bekræftelse på registreringen til anmelder og kapitalejer. Endelig modtager det pågældende selskab også meddelelse om registrering af betydelige kapitalposter.

Anmelder indestår ved registrering af registreringspligtige forhold for, at registreringen er lovligt foretaget. Erhvervsstyrelsen har i tilfælde af begrundet formodning om, at der er sket eller vil ske misbrug af adgangen til registrering kompetence til at lukke en brugers adgang til selvregistreringsløsningen.

Kontakt

Det er Plesners anbefaling, at de påkrævede registreringer bringes i orden hurtigst muligt efter ejerregistrets indførelse, og at klienter kontakter Plesner med henblik på hjælp til en hurtig gennemførelse af registreringerne.

Spørgsmål kan også uforpligtende rettes til Jacob Christensen, Shaina Jabbar, Nicholas William Boe Stenderup eller Morten Vibe Jespersen.