Illoyal adfærd medførte arbejdsgivers berettigede bortvisning

Det var illoyalt, at en medarbejder udførte arbejde i eget navn for en af arbejdsgiverens kunder - og til dette benyttede arbejdsgiverens lokaler. Det fastslog en faglig voldgift ved tilkendegivelse af 29. marts 2015.

En medarbejder er i et ansættelsesforhold underlagt en loyalitetsforpligtelse over for sin arbejdsgiver, som blandt andet medfører, at medarbejderen ikke må udøve konkurrerende virksomhed mod arbejdsgiveren. Denne sag drejede sig om, hvorvidt en medarbejder havde overtrådt sin loyalitetsforpligtelse således, at arbejdsgiveren berettiget kunne bortvise medarbejderen.

Medarbejderen havde, uden arbejdsgiverens viden og indforståelse, udført arbejde for en af virksomhedens kunder. Arbejdet blev faktureret gennem medarbejderens eget firma, men medarbejderen benyttede virksomhedens lokaler, maskiner og værktøj til udførelse af arbejdet.

Det forhold, at medarbejderhåndbogen gav tilladelse til efter normal arbejdstid at udføre "fusk og fritidsarbejde" i forbindelse med lån af lokaler og værktøj, kunne ikke anses at omfatte en tilladelse til at benytte lokalerne til at udføre konkurrerende virksomhed.

Medarbejderen henviste til, at han blot havde udført en bestilling, som arbejdsgiveren tidligere havde afslået over for kunden. Opmanden fandt det dog ikke godtgjort, at arbejdsgiveren skulle have afslået nogen ordre eller forespørgsel fra kunden.

Opmanden udtalte endvidere, at medarbejderen måtte have været klar over, at han ikke var berettiget til i eget navn at udføre arbejde for virksomhedens kunder uden virksomhedens samtykke.

Opmanden fandt således, at medarbejderen havde tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse ved uden arbejdsgiverens viden eller samtykke at have udført konkurrerende virksomhed mod arbejdsgiveren. Bortvisningen af medarbejderen var derfor berettiget, og arbejdsgiveren blev frifundet for krav om betaling af godtgørelse og løn i opsigelsesperioden.

Tilkendegivelsen er i tråd med tidligere retspraksis og bekræfter således, at udøvelse af konkurrerende virksomhed rettet mod arbejdsgiveren er i strid med loyalitetsforpligtelsen.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret