Fem vigtige ændringer i nye EU-varemærkeregler

EU-Parlamentet har den 15. december 2015 vedtaget en væsentlig reform af EU's varemærkeregler. Der er både vedtaget en ny varemærkeforordning og et nyt varemærkedirektiv. Varemærkeforordningen træder i kraft allerede den 23. marts 2016. 

De nye regler medfører bl.a. fem vigtige ændringer, man bør være særligt opmærksom på:

1. Pris - hovedsageligt bliver det billigere
Tidligere kunne man ansøge om sit varemærke for et gebyr på EUR 900 - uanset om man ansøgte om én, to eller tre klasser. Der betales nu per klasse, og det er blevet billigere at søge i én klasse, men dyrere at søge i tre klasser.

Gebyrerne på varemærkefornyelser, indsigelses- og ophævelsessager er desuden sænket markant.

2. Brug af klassehoveder i varefortegnelser
Brug af klassehoveder og generelle betegnelser i varefortegnelser vil fremover kun omfatte de varer og tjenesteydelser, som ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af betegnelserne.

3. Varer i transit kan nu stoppes
Der er indført en betydelig forbedring for varemærkeindehavere i deres kamp mod varemærkeforfalskninger. Det er således nu muligt at stoppe varemærkeforfalskede varer, der er i transit i et EU-land.

4. Forberedende handlinger kan nu stoppes
Som en yderligere hjælp til kampen mod varemærkeforfalskninger vil varemærkeindehavere nu kunne stoppe uautoriseret brug af deres varemærker på emballage, etiketter, mærker mv., uanset om disse endnu er brugt i forbindelse med varer, der markedsføres.

5. Licens til varemærker
Licenstageres rettigheder harmoniseres, således at hverken en eksklusiv eller en ikke-eksklusiv licenstager som udgangspunkt har ret til at anlægge sag mod tredjemand om varemærkekrænkelse.
-
For EU-varemærker ansøgt før 22. juni 2012 vil gælde en særlig mulighed for udvidelse af deres varefortegnelser. Læs mere

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret