Nye EU-varemærkeregler - halvt års mulighed for udvidelse af varefortegnelser

Den nye varemærkeforordning træder i kraft 23. marts 2016. Som et særligt punkt i reglerne er der på visse EU-varemærkeregistreringer et halvt års mulighed for udvidelse af varefortegnelsen.

Som nævnt i nyheden "Fem vigtige ændringer i nye EU-varemærkeregler"
træder den nye varemærkeforordning i kraft allerede 23. marts 2016.

Igennem mange år har indehavere af EU-varemærker ansøgt for det såkaldte 'klassehoved' for derved at opnå beskyttelse for alle varer eller tjenesteydelser i den givne klasse i Nice-klassifikationen. Med den såkaldte IP Translator dom i juni 2012 ændrede dette sig, og IP Translator dommen bliver nu 'implementeret' i varemærkeforordningen.

Brug af klassehoveder og generelle betegnelser i varefortegnelser vil fremover kun omfatte de varer og tjenesteydelser, som ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af betegnelserne.

Varemærkeansøgere bør derfor være opmærksomme på, om deres varefortegnelse dækker præcist de varer og tjenesteydelser, som varemærket skal bruges for.

For EU-varemærkeregistreringer, som er ansøgt før 22. juni 2012, og hvor fortegnelsen af varerne eller tjenesteydelserne i en eller flere klasser er anført ved brug af klassehovedet, giver EUIPO dog mulighed for en udvidelse af fortegnelsen. Ovennævnte varemærkeregistreringer kan således i en periode frem til 24. september 2016 udvides til at omfatte alle varer eller tjenesteydelser i den alfabetiske fortegnelse for den relevante klasse i den udgave af Nice-klassifikationen, der var gældende på ansøgningsdatoen. 

Varemærkeindehavere med EU-varemærker registreret i klassehovederne bør derfor snarest få gennemgået disse EU-varemærker for at sikre, at varemærkerne også efter ikrafttrædelsen af varemærkeforordningen har det korrekte beskyttelsesomfang.

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret