Ny EU-dom vedr. ompakning af lægemidler i forbindelse med parallelimport

EU-Domstolen har i en nyligt afsagt dom taget stilling til, om ompakning af lægemidler i forbindelse med parallelimport kan anses for "nødvendig", når ompakningen sker i en situation, hvor de relevante pakningsstørrelser markedsføres i både import- og eksportlandet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Orifarm i forbindelse med parallelimport fra Norge til Danmark af Ferrings lægemiddel Klyx i ti-styks pakninger havde krænket Ferrings varemærkerettigheder ved at ompakke lægemidlet til et-styks pakninger, hvor Ferrings varemærke blev genanbragt. På tidspunktet kunne lægemidlet i både Norge og Danmark købes i de samme pakningsstørrelser, og Ferring gjorde indsigelse mod parallelimporten med den begrundelse, at ompakningen var unødvendig. 

EU-Domstolen bekræftede i sin dom først de etablerede principper for parallelimport, som er fastlagt af EU-Domstolen tidligere. Herefter fastslog EU-Domstolen, at varemærkeindehaveren i en situation som den foreliggende retmæssigt kan modsætte sig ompakningen, medmindre parallelimportøren kan bevise, at det importerede produkt kun kan markedsføres på en begrænset del af markedet i importlandet. EU-domstolen bemærkede samtidig, at der ikke forelå oplysninger i sagen, som gjorde det muligt for Domstolen at konstatere, at dette var tilfældet, men at dette under alle omstændigheder tilkom den nationale ret at vurdere. 

EU-Domstolens dom må forstås på den måde, at der ikke kan foretages ompakning i en situation, hvor de relevante pakningsstørrelser er tilgængelige i såvel eksport- som importlandet. Der forelå i hvert fald ikke beviser i sagen for, at Ferrings indsigelse imod ompakningen ville medføre en begrænsning af Orifarms adgang til det danske marked. 

Det må forventes, at Sø- og Handelsretten vil nå samme resultat. 

Der er tale om en vigtig afgørelse for originalproducenter af lægemidler, idet dommen gør det klart, at ompakning af parallelimporterede lægemidler ikke kan begrundes ud fra rent kommercielle hensyn.

Læs EU-Domstolens dom

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret