Ny vejledning - brug af konkurrencer til indhentelse af samtykke til markedsføring

Bruger du konkurrencer til at indhente samtykke til markedsføring, eller køber du leads fra andre, som bruger den metode - så læs videre her.

Forbrugerombudsmanden har netop offentliggjort en ny vejledning om brug af konkurrencer og andre former for belønning til lovlig indhentelse af samtykke til at kontakte en forbruger via email, sms og telefon. Med vejledningen følger også en praktisk orienteret quickguide.

Baggrunden er, at Forbrugerombudsmanden i stigende omfang modtager klager over, at forbrugere kontaktes i markedsføringsøjemed af erhvervsdrivende, uden at forbrugeren er klar over, at de har givet samtykke til dette. Samtykket kan f.eks. være afgivet i forbindelse med deltagelse i en konkurrence, et spørgeskema eller en analyse på internettet.

Det er lovligt at betinge deltagelse i en konkurrence af, at deltageren giver samtykke til at modtage markedsføring, f.eks. reklamemails eller telefonopkald, forudsat at betingelsen om afgivelse af samtykke fremgår klart og tydeligt.

Kravene til indhentelse af samtykke til direkte markedsføring følger af samtykkereglerne i persondatadirektivet, der ligger til grund for persondataloven. Samtykket skal efter persondataloven være en "frivillig, specifik og informeret" viljestilkendegivelse.

For at samtykket er gyldigt, er det derfor et krav, at følgende fremgår:

  • Navnet på den eller de virksomheder, der vil kontakte forbrugeren
  • Hvilke grupper af varer eller tjenesteydelser, forbrugeren vil modtage markedsføring om
  • Hvilket medium (telefon, email, mv.), forbrugeren vil blive kontaktet på

Endvidere skal forbrugeren foretage en aktiv handling for at tilkendegive, at der gives samtykke til at modtage markedsføring. Den aktive handling kan f.eks. være at klikke sig videre i et flow, samtidig med at forbrugeren er tydeligt oplyst om, at dette medfører afgivelse af samtykket. Der kan således ikke stilles krav om, at der skal være en tom tick-box, som forbrugeren aktivt skal afkrydse.

Efter forbrugerombudsmandens opfattelse skal kravet om samtykke som betingelse for deltagelse i konkurrencen fremgå med samme meddelelseseffekt som selve konkurrencebudskabet. I praksis indebærer dette, at det ikke er tilstrækkeligt alene at skrive "Vind en rejse til New York", hvis det med mindre skrift eller først senere i tilmeldingen til konkurrencen fremgår, at deltagelse er betinget af, at forbrugeren giver samtykke til at modtage markedsføring.

Efter vores vurdering er det dog tvivlsomt, om Forbrugerombudsmandens krav om "samme meddelelseseffekt som selve konkurrencebudskabet" kan håndhæves, da det er tilstrækkeligt, hvis oplysningen er givet tilstrækkeligt klart til, at samtykket er 'informeret'.

Yderligere skal man være opmærksom på, at der gælder særlige krav til konkurrencevilkår, ligesom persondatalovens regler generelt finder anvendelse på markedsføring, hvor der behandles personoplysninger, herunder f.eks. i forhold til oplysningsforpligtelsen.

Det kan straffes med bøde uanmodet at kontakte en forbruger telefonisk, via email eller sms med markedsføring. Dog gælder der særlige regler for uanmodede telefoniske henvendelser, hvis der er tale om bestilling af bøger, tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, formidling af forsikringsaftaler og tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport.

En aftale, der er indgået ved en ulovlig telefonisk henvendelse, er ikke bindende for forbrugeren.

Vejledningen indeholder konkrete eksempler på, hvordan en lovlig og en ulovlig konkurrence ser ud, og supplerer i øvrigt spamvejledningen fra december 2013.

Selvom vejledningen fokuserer på konkurrencer rettet mod forbrugere, finder reglerne i et vist omfang også anvendelse i forhold til BtB.

Læs vejledningen her

Seneste nyt om Markedsførings- og Forbrugerret

Markedsførings- og Forbrugerret