Regeringen foreslår lempelser af erhvervsbeskatningen

Regeringen har i dag offentliggjort et erhvervs- og iværksætterudspil, som indeholder en række forslag til ændringer af skattelovgivningen, som skal gøre det mere attraktivt at drive og investere i virksomheder i Danmark. Regeringen vil bl.a. lempe reglerne om beskatning af aktieløn, indføre en aktiesparekonto, forlænge den såkaldte forskerskatteordning samt indføre et nyt skattefradrag for investeringer i små og mellemstore virksomheder. Disse dele af udspillet gennemgås kort nedenfor.

Lempeligere regler for beskatning af aktieløn

I 2016 blev reglerne om lempelig beskatning af aktieløn genindført, således at virksomheder har mulighed for at tilbyde sine medarbejdere aflønning i form af medarbejderaktier med op til 10 % af årslønnen, der først beskattes, når aktierne afstås og da som aktieindkomst (med 27 % eller 42 % afhængigt af aktieindkomstens størrelse) i stedet for som lønindkomst. 

Grænsen på 10 % af årslønnen foreslås forhøjet til 20 % for alle virksomheder. Endvidere forslås en mulighed for at kunne tilbyde hele lønnen som medarbejderaktier i "mindre virksomheder", herunder vækstvirksomheder. 

Regeringen lægger endelig op til større fleksibilitet i forbindelse med indgåelse af aftaler om medarbejderaktier.

Ny aktiesparekonto og lavere skat på aktieindkomst

Forslaget om en såkaldt aktiesparekonto sker efter svensk forbillede, og formålet er at gøre det nemmere og billigere at handle med aktier, så almindelige borgere og husholdninger i højere grad placerer deres opsparing i noterede aktier. 

Aktiesparekontoen foreslås at skulle have en lavere effektiv gennemsnitlig beskatning af afkastet på indestående end ved den almindelige - gældende - aktieindkomstbeskatning, idet der foreslås en enkel beskatning af aktiesparekontoen med en skat på 1,25 % af depotværdien på kontoen. Kontoen er tiltænkt at skulle have et loft på 500.000 kr.

Foruden en særligt fordelagtig beskatning i forbindelse med aktiesparekontoen foreslår regeringen, at skatten på aktieindkomst uden for kontoen nedsættes i form af en forhøjelse af den såkaldte progressionsgrænse. I dag beskattes aktieindkomst på op til 52.900 kr. (2018-niveau) med 27 %, mens aktieindkomst, der overstiger 52.900 kr., beskattes med 42 %. Denne grænse foreslås hævet fra 52.900 kr. til 100.000 kr.

Forlængelse af forskerskatteordning

Den begunstigende skatteordning, hvorefter udenlandske forskere og højtlønnede medarbejdere kan beskattes efter en lavere skattesats på 26 % (+ arbejdsmarkedsbidrag), kan i dag anvendes i 5 år fra medarbejderens tilflytning til Danmark.
Ordningen foreslås forlænget fra 5 til 7 år, men dog således at skattesatsen for hele perioden forhøjes til 27 %.

Nyt skattefradrag for investering i små og mellemstore virksomheder

Endeligt foreslås det at indføre et særligt investorfradrag, således at personer, der investerer i små og mellemstore unoterede virksomheder, fra 2019 til 2022 kan tage et årligt fradrag på halvdelen af investeringer op til 200.000 kr. 

Fra 2023 vil halvdelen af investeringer for op til 400.000 kroner kunne fradrages.

I begge tilfælde er skatteværdien 30 %, og fradraget skal gives for såvel direkte investeringer som for investeringer gennem en fond, der investerer i virksomheder i målgruppen.

Plesner følger udviklingen tæt

De nærmere betingelser for de enkelte initiativer er endnu ikke fastlagt, ligesom det fortsat ikke er klart, om alle initiativer vil blive vedtaget endeligt og i det omfang, regeringen har lagt op til i udspillet. 

Vi følger lovgivningsarbejdet og den politiske udvikling tæt.

Kontakt os for yderligere oplysninger om dagens udspil og om vores muligheder for at bistå i forbindelse med ovennævnte ordninger. 

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter