EU-Domstolen: Lovligt at forbyde salg af luksusvarer via online markedspladser

EU-Domstolen har i en ny dom fastslået, at leverandører af luksusvarer lovligt kan forbyde sine autoriserede forhandlere at videresælge varer på internettet via (uautoriserede) tredjepartsplatforme, hvis involvering er genkendelig for kunderne. Det gælder online markedspladser som f.eks. Amazon og eBay. Det er dog fortsat uafklaret, hvad der gælder i relation til varer, der ikke har et luksuspræget image.

Baggrund

EU-Domstolens dom udspringer af en tvist mellem en leverandør af luksus kosmetikvarer (Coty) og én af dennes autoriserede forhandlere (Parfumerie Akzente) i et kvalitativt selektivt distributionssystem. Tvisten opstod som følge af, at leverandøren forsøgte at forhindre forhandleren i at videresælge leverandørens varer via Amazon.

Dette skete med henvisning til en kontraktbestemmelse, der bl.a. forbød videresalg på internettet i samarbejde med (uautoriserede) tredjeparter, hvis involvering var genkendelig (dvs. tydelig for kunderne). Dette udelukkede forhandlerens salg via Amazon samt andre online markedspladser, som forhandleren måtte ønske at anvende.

EU-Domstolen skulle derfor tage stilling til, om et sådant forbud mod salg på internettet via (uautoriserede) tredjepartsplatforme, hvis involvering er genkendelig for kunderne, er i overensstemmelse med konkurrencereglerne.

EU-Domstolens dom

EU-Domstolen fastslår, at et forbud mod salg via (uautoriserede) tredjepartsplatforme falder helt uden for konkurrencereglerne - og dermed er lovligt - hvis det er nødvendigt for at beskytte et luksuspræget image tilknyttet varerne og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt. Det er samtidig et krav, at forbuddet anvendes ensartet over for alle forhandlerne i det kvalitative selektive distributionssystem.

Det er EU-Domstolens opfattelse, at et forbud mod salg via (uautoriserede) tredjepartsplatforme, hvis involvering er genkendelig, kan være nødvendigt for at beskytte et luksuspræget image tilknyttet varerne. Det ses samtidig ikke at gå videre end nødvendigt. EU-Domstolen lægger således vægt på, at der ikke er tale om et absolut forbud mod internetsalg, idet forhandlerne fortsat har mulighed for at sælge enten på egne internetbutikker eller via tredjepartsplatforme, hvis involvering ikke er genkendelig for kunderne.

EU-Domstolen fastslår samtidig, at selv hvis et forbud mod salg via (uautoriserede) tredjepartsplatforme må anses for omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, kan det alligevel være lovligt. Således fastslår EU-Domstolen, at et sådant forbud ikke udgør en såkaldt "hardcore konkurrencebegrænsning". Dette betyder, at forbuddet vil være omfattet af den vertikale gruppefritagelse - og dermed lovligt - hvis betingelserne for anvendelse af gruppefritagelsen er opfyldt, herunder at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30 %.

Praktisk betydning

Spørgsmålet om, hvorvidt leverandører må forbyde salg via tredjepartsplatforme, som f.eks. Amazon og eBay, har fået betydelig opmærksomhed de senere år. Der er afsagt flere domme om sådanne forbud i bl.a. Tyskland med divergerende udfald.

Med EU-Domstolens dom står det imidlertid klart, at det for leverandører af luksusvarer er lovligt at forbyde sine autoriserede forhandlere at videresælge varer på internettet via (uautoriserede) tredjepartsplatforme, som f.eks. Amazon og eBay.

I modsætning til generaladvokaten, som afgav sit forslag til afgørelse tidligere i år, udtaler EU-Domstolen sig dog kun om lovligheden af sådanne forbud i forhold til luksusvarer. Hvorvidt det samme gælder i forhold til varer, der ikke har et luksuspræget image, er derfor fortsat uafklaret. De tyske konkurrencemyndigheder har imidlertid efter dommen udtalt, at de fortsat anser det for ulovligt at forbyde salg via tredjepartsplatforme, hvis der er tale om andet end luksusvarer.

Plesner anbefaler derfor, at leverandører af varer, der ikke har et luksuspræget image, fortsat er tilbageholdende med at pålægge sine forhandlere forbud mod salg via tredjepartsplatforme.

EU-Domstolens dom kan læses her.

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret