Nye krav for nettilslutning af produktionsanlæg er undervejs

Energinet har netop i overensstemmelse med EU forordningen RfG (Requirements for Generator) anmeldt nye krav for nettilslutning af produktionsanlæg til Energitilsynet.

I de seneste år er der fra EU Kommissionens side udkommet adskillige forordninger, der alle fastsætter diverse netregler og krav, der har til formål at forbedre energiforsyningssikkerhed inden for EU. Som medlem af EU er disse forordninger direkte anvendelige i Danmark, og er således gældende og bindende på lige fod med dansk lovgivning.

En del af disse forordninger omtales Network Codes og består af følgende otte forordninger:

  • CACM - Capacity Allocation & Congestion Management (retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger), der overordnet udgør regler for kapacitetsberegning, day ahead- og intraday-markederne.

  • FCA – Forward Capacity Allocation (retningslinjer for langsigtet kapacitetstildeling), der overordnet vedrører regler for køb af transmissionsrettigheder via eksplicit auktion.

  • EB - Electricity Balancing (retningslinjer for balancering af elektricitet), der udgør regler for etablering af et fælleseuropæisk balancemarked.

  • RfG - Requirements for Generator (netregler om krav til nettilslutning for produktionsanlæg), der overordnet fastsætter krav til nettilslutning af produktionsanlæg.

  • DCC - Demand Connection Code (netregler om nettilslutning af forbrugs- og distributionssystemer), der fastsætter krav for nettilslutning af transmissionstilsluttede forbrugsanlæg og distributionssystemer.

  • HVDC - High Voltage Direct Current (netregler om tilslutning af transmissionssystemer med højspændingsjævnstrøm og jævnstrømsforbundne el producerende anlæg), der vedrører nettilslutning af transmissionssystemer baseret på højspændingsjævnstrøm og jævnstrømsbaserede produktionsanlæg.

  • SO GL - System Operation Guideline (krav til systemsikkerhedsmæssige forhold, udetidsplanlægning, effektbalancering samt reservering og udveksling af reserver under normal og skærpet drift), der overordnet fastsætter krav til systemsikkerhedsmæssige forhold, effektbalancering, udetidsplanlægning samt reservering og udveksling af reserver.

  • ER - Emergency and Restoration (netregler for nødsituationer og systemgenoprettelse), der fastlægger krav for væsentlige driftsforhold under nøddrift, i forbindelse med blackout samt under systemgenopretning efter et blackout.

Som led i implementeringen af de forskellige Network Codes i Danmark skal Energinet som den danske transmissionssystemoperatør (TSO) fastsætte en række krav og forskrifter, der potentielt kan have væsentlig betydning for elsektorens aktører og deres forretning i Danmark.

Derfor sker implementeringen af Network Codes og udarbejdelsen af forskrifterne i arbejdsgrupper med deltagelse af diverse relevante eksterne aktører samt Energinet. Arbejdet med implementeringen foregår frem mod 2019.

Denne implementeringsproces har netop ledt til, at Energinet har anmeldt nye krav for tilslutning af produktionsanlæg til Energitilsynet. Disse krav er en del af de nye samlede krav under forordningen RfG og vil sammen med en ny teknisk forskrift 3.2.7 om spændingskvalitet erstatte de nu historiske forskrifter 3.2.1, 3.2.2 og 3.2.5.

Energitilsynet har nu indtil den 17. november 2018 til at sende kravene i offentlig høring samt til at endelig godkende reglerne med eventuelle ændringer. Kravene træder i kraft den 27. april 2019.

Plesner har løbende rådgivet aktører i elsektoren, der ønsker at påvirke udformningen af Energinets forskrifter, og har i den forbindelse deltaget i diverse arbejdsgruppemøder med Energinet.

Seneste nyt om Energi og Infrastruktur

Læs alle insights om Energi og Infrastruktur