Max Planck-instituttet sår tvivl om patentdomstolens lovlighed

Max Planck-instituttet i München har netop offentliggjort en omfattende rapport, der analyserer, om den fælles europæiske patentdomstol (UPC) strider imod EU-retten, når Storbritannien udtræder af EU. Rapportens konklusion er, at UPC vil være i strid med EU-retten.

Mens den tyske forfatningsdomstol ("Bundesverfassungsgericht") stadig ikke har afgjort, hvorvidt Den Fælles Patentdomstol (UPC) er i strid med den tyske forbundsforfatning (dette søgsmål er omtalt tidligere her), har Max Planck-instituttet i München ("Max Planck Institute for Innovation and Competition") netop offentliggjort en rapport, der analyserer, hvorvidt UPC er i strid med EU-retten efter Storbritanniens udtræden af EU, planlagt til 29. marts 2019.

UPC og EU-retten

Spørgsmålet om, hvorvidt UPC kan etableres uden at komme på kant med EU-retten, er næsten lige så gammelt som ideen om ordningen selv. Den oprindelige idé om at etablere et system helt uden for EU - den såkaldte EPLA-aftale ("European Patent Litigation Agreement") - blev forkastet, fordi EU-Kommissionen mente, at aftalen berørte emner, der var forbeholdt EU at regulere, herunder spørgsmål om værneting m.v.

Den nugældende ordning blev i første omgang fundet ugyldig af EU-Domstolen ved udtalelse 1/09 og blev herefter omarbejdet, blandt andet så det kun var muligt for EU-lande at være med i ordningen. Siden kom fire søgsmål ved EU-Domstolen anlagt af henholdsvis Spanien og Italien og siden Spanien alene vedrørende ordningens gyldighed, der alle faldt ud til ordningens fordel.

Da Storbritannien i 2016 stemte sig ud af EU, blev der stillet spørgsmålstegn ved, om ordningen stadig kunne træde i kraft i dens nugældende skikkelse. Der blev af to engelske barristers - Richard Gordon QC og Tom Pascoe fra Brick Court Chambers - udarbejdet et notat, hvor det blev anført, at UPC-ordningen kunne træde i kraft under visse betingelser. Dette er tidligere omtalt nærmere her på siden.

Processen med at sætte ordningen i gang fortsatte herefter, og Storbritannien har nu ratificeret UPC-aftalen. Ratificeringsprocessen afventer p.t. det omtalte tyske grundlovssøgsmål, da Tyskland er et af de tre lande, der skal ratificere, før ordningen kan træde i kraft.

Ny rapport fra Max Planck-instituttet

Nu sås der så igen tvivl om ordningens gyldighed. Denne gang fra Matthias Lamping og Hanns Ullrich fra Max Planck-instituttet i München.

Argumentationen kan groft sagt opridses således: I modsætning til Gordon og Pascoe mener Lamping og Ullrich ikke, at det er tilstrækkeligt for at sikre UPC's forenelighed med EU-retten, at en række formelle krav er opfyldt (muligheden for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen etc. - se linket ovenfor): Det centrale er, at en domstol for at kunne afgøre spørgsmål, der vedrører EU-ret, skal være en integreret del af EU's retssystem, da EU-Domstolen ellers ikke vil have jurisdiktion over UPC's anvendelse af EU-retten. Medlemsstaternes nationale domstole er en integreret del af EU's retssystem, men det er ikke tilfældet for UPC, når Storbritannien træder ud.

Lamping og Ullrich hæfter sig herudover blandt andet ved, at alle medlemmer af UPC gennem sine pladser i UPC's administrationsråd vil have mulighed for at nedlægge veto mod ændringer af UPC-aftalen, herunder ændringer der skal bringe aftalen i overensstemmelse med EU-retten. Dette kunne eksempelvis være ved ændringer af EU's retshåndhævelsesdirektiv. Dette ville kræve en ændring af UPC-aftalen gennem Administrationsrådet.

Konklusionen fra forfatterne er, at UPC ikke vil være lovlig, hvis et ikke-EU-land er med i ordningen.

Plesner mener

Rapporten fra Max Planck-instituttet tyder ikke på, at UPC's opstart er lige om hjørnet. Det tyske grundlovssøgsmål ligeledes taget i betragtning, kan dette formentlig først forventes et godt stykke inde i 2019.

Hvis man beslutter sig for at skrive Storbritannien helt ud af UPC-aftalen, vil det betyde, at dele af aftalen skal genforhandles ikke mindst det centrale spørgsmål om, hvilket land der skal huse den underafdeling af UPC's centrale afdeling, der ifølge UPC-aftalen skal ligge i London og tage sig af sager vedrørende menneskelige fornødenheder, kemi og metallurgi - i praksis en stor del af sagerne vedrørende lægemidler.

En ordning uden Storbritannien er dog ikke en optimal løsning. Dels er landet et vigtigt marked, og en ordning uden Storbritannien bliver derfor mindre attraktiv, fordi der ofte ville skulle føres sager både ved UPC samt ved de britiske domstole. Man ville dermed gå glip af besparelsen til de omkostningstunge britiske sager. Dels vil den mundtlige, engelske retstradition - med blandt andet krydsafhøringer af eksperter - formentlig kunne bidrage til den fornødne grundige behandling af sagerne.

Uanset om man er enig med Lamping og Ullrich eller Gordon og Pascoe, understreger diskussionen om UPC's forenelighed med EU-retten et stadigt påtrængende behov for, at der bliver taget hånd om de mulige problemer med ordningens gyldighed, før den sættes i kraft.

Det er helt afgørende, at brugerne af patentsystemet kan regne med, at UPC's afgørelser ikke drages i tvivl, fordi det ikke er klart, om ordningen er i strid med EU-retten.

Læs rapporten fra Max Planck-instituttet

Nyt om UPC - den fælles patentdomstol