No-deal Brexit: Retsstillingen for indehavere af EU-varemærker og EU-designrettigheder

Det er fortsat usikkert, om det lykkes Storbritannien og EU at indgå en Brexit-aftale inden Brexit den 29. marts 2019. Derfor har den britiske regering publiceret guidelines, der fastslår retsstillingen i tilfælde af en manglende Brexit-aftale, herunder om EU-varemærker og EU-designrettigheder. Indehavere af EU-varemærker og EU-designrettigheder kan glæde sig over, at EU-varemærker og EU-designs vil blive videreført i Storbritannien.

Den britiske regering fastslår i hovedtræk følgende:

  • EU-varemærker og EU-designrettigheder, som er registreret før Brexit, vil fortsat nyde beskyttelse og kunne håndhæves i Storbritannien, idet rettighederne vil blive videreført som nye tilsvarende britiske varemærker og designs. Videreførelsen vil kun indebære en minimal administrativ byrde. Der er mulighed for at fravælge ordningen.

  • Virksomheder eller personer, der ved Brexit har verserende ansøgninger om registrering af et EU-varemærke eller EU-design, kan i en periode på ni måneder efter Brexit ansøge om tilsvarende registrering i Storbritannien. Ansøgeren vil herved opnå samme ansøgningsdato som for den 'oprindelige' ansøgning om registrering af et EU-varemærke eller EU-design. Ved indlevering af ansøgningen til de britiske myndigheder vil rettighedshaver blive pålagt et administrativt gebyr svarende til det gældende gebyr for registrering af varemærker eller designs i Storbritannien.

  • Storbritannien arbejder med WIPO på fortsat at kunne yde beskyttelse i Storbritannien for varemærker og designrettigheder, ansøgt og registreret gennem Madridprotokollen og Haagarrangementet, og hvor EU er designeret.

  • Uregistrerede EU-designrettigheder vil fortsat være beskyttet i Storbritannien efter Brexit for deres resterende beskyttelsesperiode. Storbritannien vil desuden gøre det muligt at opnå beskyttelse af uregistrerede designrettigheder i Storbritannien, og retsstillingen skal afspejle den nuværende model for beskyttelse af uregistrerede EU-designrettigheder.

Plesner følger den videre udvikling tæt og vil løbende orientere herom.

Den britiske regerings guidelines af 24. september 2018 om fortsat beskyttelse af varemærker og designs i Storbritannien kan læses her.

Læs mere om Plesners Brexit Task Force og andre nyheder om Brexit her.

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret