ENLI udarbejder guide om dokumentationsmateriale

Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (ENLI) får flere henvendelser fra virksomheder, der ønsker råd og vejledning om brug af dokumentationsmateriale i deres markedsføring, og derfor udarbejdes en ny vejledning herom.

Guiden skal supplere Reklamekodekset og skal afklare hvilket materiale virksomhederne må bruge i deres markedsføring, herunder om brugen af anbefalinger fra Medicinrådet og Real World Data mv. Der vil være fokus på skellet mellem faktuelle oplysninger og anprisninger af virksomhedens eget produkt.

Det er tiltænkt, at guiden skal være konkret og praktisk anvendelig, og skal kunne give svar på, hvad virksomhederne bør gøre i en given situation. Derfor vil guiden indeholde konkrete eksempler, samt en liste over de mest hyppigt stillede spørgsmål og svarene derpå. ENLI opfordrer til, at eventuelle spørgsmål og eksempler, som ønskes behandlet i guiden, sendes til sekretariat@enli.dk

En tidligere udgave af denne nyhed er oprindelig offentliggjort af de samme forfattere i september 2018 udgaven af "Practical Law – Life Sciences" (Thomson Reuters).