Fusionskontrol: General Electric får bøde på 52 mio. euro for at afgive forkerte oplysninger

EU-Kommissionen tildelte den 8. april 2019 General Electric en bøde på 52 mio. euro for at afgive forkerte oplysninger i forbindelse med fusionsanmeldelsen af General Electrics opkøb af LM Wind Power. Bøden er et yderligere eksempel på vigtigheden af, at parterne i fusionsanmeldelser afgiver korrekte og fyldestgørende oplysninger til konkurrencemyndighederne.

General Electric ("GE") indleverede den 11. januar 2017 fusionsanmeldelse til EU-Kommission vedrørende GE's planlagte opkøb af LM Wind Power ("LM").

I anmeldelsen oplyste GE om, at de ikke havde nogle offshore-vindturbiner under udvikling, som havde en højere ydeevne end deres allerede eksisterende 6 megawatt turbiner. EU-Kommissionen blev dog i forbindelse med sin markedsundersøgelse opmærksom på, at GE var ved at udvikle 12 megawatt turbiner. GE valgte herefter at trække sin anmeldelse tilbage og indlevere en ny anmeldelse med oplysninger om de kommende produkter.

EU-Kommissionen godkendte fusionen uden tilsagn den 20. marts 2017, og de manglende oplysninger fik således ikke afgørende betydning for vurderingen af fusionen. Øjensynligt havde der heller ikke været tale om bevidst afgivelse af forkerte oplysninger, men snarere manglende viden hos de medarbejdere, der havde været involveret i udfærdigelsen af fusionsanmeldelsen.

På trods heraf valgte EU-Kommissionen at tildele GE en bøde. EU-Kommissionen lagde i den forbindelse vægt på, at GE burde have vidst, at oplysningerne om deres kommende produkter var relevante for vurderingen af fusionsgodkendelsen.

Det er kun anden gang siden indførelsen af de gældende regler i 2004, at EU-Kommissionen har tildelt en bøde for afgivelse af forkerte eller vildledende informationer i forbindelse med en fusionsanmeldelse, men bøden viser, at EU-Kommissionen ser med stor alvor på denne slags overtrædelser.

Tidligere har Facebook fået en bøde på 110 mio. euro for afgivelse af forkerte og vildledende oplysninger i forbindelse med overtagelsen af WhatsApp i 2014 (læs Plesners tidligere Insight om den sag: "Fusionskontrol: Facebook idømt 110 mio. euro i bøde for vildledende oplysninger")

Her i Danmark har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidligere pålagt METRO Cash & Carry Danmark ApS en bøde på 50.000 kr. for afgivelse af ufuldstændige oplysninger i forbindelse med salget af to varehuse (læs Plesners tidligere Insight om den sag: "Bøde for vildledende oplysninger i fusionsanmeldelse")

Sagerne viser, at det er vigtigt for parterne i fusionsanmeldelser at afgive korrekte og fyldestgørende oplysninger.

I den forbindelse bør de medarbejdere, som er ansvarlige for udfærdigelsen af en fusionsanmeldelse, grundigt undersøge, om andre i virksomheden har oplysninger af mulig relevans for konkurrencemyndighedernes vurdering af fusionen, herunder oplysninger om fremtidige produkter og ydelser. I de tilfælde hvor det er relevant, bør undersøgelserne også omfatte koncernforbundene selskaber.

Læs EU-Kommissionens pressemeddelelse

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret