Digitale aviser bliver momsfri fra 1. juli 2019

Folketinget har vedtaget en lovændring, der giver momsfritagelse for digitale aviser. Kriteriet for, hvornår der er tale om en digital avis, er det samme som for trykte aviser.

Trykte aviser er momsfritaget i Danmark med den såkaldte nulmomssats. Nulmomsfritagelsen er særligt fordelagtig, fordi den i modsætning til andre fritagelser ikke begrænser fradragsretten for købsmoms. Trods røster om urimeligheden i, at digitale aviser ikke kan gøre brug af momsfritagelsen, har det på grund af EU's momsregler, som Danmark er underlagt, hidtil ikke været muligt at udvide fritagelsen til at omfatte digitale aviser. Efter en ændring af EU's momsregler i efteråret 2018 blev det imidlertid muligt at lade digitale aviser omfatte af samme fritagelse som trykte aviser.

Det er denne mulighed, som nu har ført til, at digitale aviser gøres momsfri fra den 1. juli 2019. 

Gennem dansk praksis er der fastsat en række kriterier for, hvornår der foreligger en (trykt) avis. De samme kriterier vil også gøre sig gældende for digitale aviser.

For at en publikation kan anses for at være en avis, skal følgende forudsætninger være opfyldte:

  • Publikationen skal primært læses for sit indhold af aktuelt nyhedsstof. For publikationer, som på grund af udgivelseshyppigheden ikke kan bringe dagsaktuelt nyhedsstof, er det en betingelse, at indholdet kommenterer eller uddyber emner, der har været aktuelle siden sidste udgivelse.
  • Publikationen skal henvende sig til en videre (almen) kreds af læsere.
  • Publikationen skal behandle et bredt emneområde.

Der skal foretages en helhedsvurdering, hvor der også kan lægges vægt på, om udgivelsen sker gennem en redaktion, der er godkendt til at uddanne journalister. Det er ikke et krav, at den digitale avis også udkommer i en trykt udgave.

Publikationer, der udelukkende eller hovedsageligt er reklame, samt materiale, der hovedsageligt består af videoindhold eller musik, omfattes ikke af avisbegrebet og dermed ikke af momsfritagelsen. Det samme gælder publikationer, der fortrinsvis sammenstiller artikler fra andre.

Er der tvivl om, hvorvidt et digitalt medie opfylder kriterierne for at blive anset for en avis, vil det være hensigtsmæssigt at anmode Skattestyrelsen om et bindende svar.

Den gældende forpligtelse for virksomheder, som udgiver trykte aviser, til at betale lønsumsafgift vil også komme til at gælde digitale aviser. Lønsumsafgiften udgør efter de gældende regler 3,54 % af værdien af salget af aviser.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter