Domstolsstyrelsen frifundet for ansvar i Tinglysningssagen

Østre Landsret har den 27. maj 2019 afsagt dom i et gruppesøgsmål anlagt af Foreningen Gruppesøgsmål.nu mod Domstolsstyrelsen. Under sagen havde 422 borgere nedlagt påstand om, at Domstolsstyrelsen er erstatningspligtig for eventuelle tab, som de pågældende borgere har lidt som følge af (for) lang sagsbehandlingstid i Tinglysningsretten. Domstolsstyrelsen blev frifundet.

Den 8. september 2009 overgik tinglysningen fra manuel, papirbaseret tinglysning til digital tinglysning, og der opstod i en periode herefter sagsbehandlingstider, der for nogle anmeldere af dokumenter til tinglysning var væsentlig længere end forud for digitaliseringen, hvilket påførte de berørte parter økonomiske tab.

Foreningen Gruppesøgsmål.nu havde under sagen gjort gældende, at den længere sagsbehandlingstid skyldtes fejl og forsømmelser begået af Domstolsstyrelsen og/eller Tinglysningsretten.

Ansvarsnormen

Østre Landsret dommere fandt indledningsvist, at det var den almindelige culparegel, der fandt anvendelse ved afgørelsen af sagen og ikke en skærpet ansvarsnorm, hvorfor borgerne skulle godtgøre, at Domstolsstyrelsen havde begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med indførelsen af den digitale tinglysning.

Har Domstolsstyrelsen handlet ansvarspådragende?

Dommerne anfører i sine præmisser, at Domstolsstyrelsen ville kunne ifalde et erstatningsansvar:

  • Hvis det burde have stået Domstolsstyrelsen klart, at uacceptabelt forlængede sagsbehandlingstider sandsynligvis ville opstå under den af lovgivningsmagten fastlagte ramme for indførelsen af digital tinglysning, men undlod at informere lovgivningsmagten herom, eller
  • Hvis uacceptable forlængede sagsbehandlingstider skyldtes fejl eller forsømmelser ved planlægning og organisering af indførelsen af den digitale tinglysning, ved beslutningen om at sætte den digitale tinglysning i kraft og ikke udskyde ikraftsættelsen endnu engang eller ved håndteringen af de problemer, der viste sig, efter at den digitale tinglysning var trådt i kraft.

Forberedelse og planlægning

For så vidt angår forberedelsen og planlægningen af indførelsen af digital tinglysning fandt landsretten, at de af Domstolsstyrelsen løbende foretagne risikovurderinger hvilede på et tilstrækkeligt grundlag, og at Domstolsstyrelsen fulgte op på kendte risici i tilstrækkeligt omfang, ligesom at kommende brugere af den digitale tinglysning, herunder penge- og realkreditinstitutter, advokater, ejendomsmæglere og landinspektører, havde haft fornøden mulighed for at få viden om og indflydelse på projektet.

Idriftsættelse af Digital Tinglysning pr. 8. september 2009

Med hensyn til beslutningen om at sætte den digitale tinglysning i kraft pr. den 8. september 2009 har Østre Landsret anført, at Domstolsstyrelsen ikke har begået ansvarspådragende fejl, idet det stod klart for Domstolsstyrelsen et godt stykke tid før september 2009, at det ikke ville være muligt at ændre idriftsættelsen af den digitale tinglysning fra en model gældende for alle aktører i alle retskredse i Danmark ("big bang-model") til en model med pilotdrift og trinvis udrulning, ligesom at de fejl, der var blevet konstateret inden idriftsættelse, hverken var af en karakter eller et omfang, der burde have medført, at den digitale tinglysning ikke blev sat i drift som sket.

Domstolsstyrelsens håndtering af problemer efter idriftsættelse

For så vidt angår de problemer, der viste sig, efter at den digitale tinglysning var sat i drift og medførte forlængede sagsbehandlingstider, har Østre Landsret bemærket, at det må anses for godtgjort, at de hovedsagelig skyldtes følgende forhold:

  • Problemer med fuldmagtsordningen
  • Finanssektoren sendte et meget stort antal pantebreve ind til Tinglysningsretten til digital konvertering
  • Der var kommet et betydeligt antal anmeldelser i perioden op til lukningen af tinglysningen i 14 dage inden idriftsættelsen
  • Der skulle efter idriftsættelsen rettes et uventet stort antal fejl begået i det papirbaserede tinglysningssystem
  • Overbelastning af hotline

Særligt om digital konvertering af pantebreve

Østre Landsret fandt, at det meget store antal pantebreve, der blev sendt ind til digital konvertering fra banker og kreditforeningers side, var af langt størst betydning for de forlængede sagsbehandlingstider.

På baggrund af vidneforklaringer lagde Østre Landsret herefter til grund, at der i god tid forud for idriftsættelsen af den digitale tinglysning var opnået en fælles forståelse mellem Domstolsstyrelsen og finanssektoren om, at der ikke skulle sendes pantebreve ind til ren digitalisering, hvorfor det ikke kunne bebrejdes Domstolsstyrelsen, at styrelsen ikke havde forudset, at der ville blive indsendt pantebreve til konvertering i det meget store omfang, som der faktisk blev.

Øvrige problemer

Om de øvrige forhold anført ovenfor fandt landsretten, at de alene kunne antages at have bidraget til forlængelse af sagsbehandlingstiderne i mindre omfang, og at der i øvrigt var tale om forhold, der ville kunne have været håndteret med den personalenormering, der var til rådighed i startfasen, hvis ikke problemet med det meget store antal pantebreve til konvertering var opstået.

Frifindelse af Domstolsstyrelsen

Østre Landsret fandt herefter, at der heller ikke var påvist ansvarspådragende forhold hos Domstolsstyrelsen i forbindelse med håndteringen af de problemer, der opstod efter idriftsættelsen af den digitale tinglysning, hvorefter de frifandt Domstolsstyrelsen.

Det vides endnu ikke, om Foreningen Gruppesøgsmål.nu vil anke dommen til Højesteret.

Læs Østre Landsrets omtale af sagen

Seneste nyt om Fast Ejendom

Fast Ejendom