Nye regler for prismarkedsføring

Den 28. maj 2022 træder nye regler for prismarkedsføring i kraft, hvilket blandt andet vil medføre ændringer i reglerne for, hvordan prisnedsættelser og tidligere priser må markedsføres. Forbrugerombudsmanden forventes derfor snarest at offentliggøre en revideret version af sine retningslinjer for prismarkedsføring.

De gældende regler

I dag gælder der en normalprisperiode, også kaldet referenceperiode, på seks uger (42 dage), hvilket vil sige, at en vare skal have være udbudt til salg i seks uger (42 dage) før, at der må annonceres med besparelsesudsagn på den pågældende vare med udgangspunkt i normalprisen. Hvis varen har varieret i pris i løbet af de pågældende seks uger, er det den laveste pris i perioden, der skal sammenlignes med. 

Der gælder dog i dag en række undtagelser til referenceperioden, heriblandt kombinationstilbud, introtilbud, mængderabat samt en kortere referenceperiode på blot fire uger for dagligvarer og sæsonvarer. 

Desuden er det muligt at køre enkelte korte kampagner af op til tre dages varighed, som vedrører samtlige produkter, dele af produktsortimentet eller bestemte produktkategorier, uden at dette får betydning for normalprisen. Med andre ord afbryder sådanne kortvarige kampagner altså ikke referenceperioden, og der skal derfor ikke gå seks nye uger, førend der igen kan benyttes en sammenligning med egen normalpris.

De nye regler fra den 28. maj 2022

I bekendtgørelse om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer er der blevet indsat en ny regel om prismarkedsføring i § 9a, som træder i kraft den 28. maj 2022. Bestemmelsen er baseret på artikel 6a i EU direktiv 98/6 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer.  

Ændringerne vil blandt andet medføre, at alle meddelelser om prisnedsættelser, der indeholder en sammenligning med varens tidligere pris, skal angive varens normalpris. Derudover betyder ændringerne også, at normalprisen for langt de fleste varer forkortes fra seks uger (42 dage) til 30 dage. En nedsat pris skal således fremover sammenlignes med den laveste pris, som varen har haft de seneste 30 dage.

Dog vil referenceperioden for varer, der må antages at blive forringet eller forældet hurtigt, kun være på 14 dage. Under denne undtagelse falder varer, der reelt har en meget kort holdbarhed, eksempelvis fersk kød eller fisk samt afskårne blomster. Undtagelsen vil derfor dække over færre varer end den undtagelse, der i dag gælder for dagligvarer og sæsonvarer. 

Ifølge EU-kommissionens vejledning vil reglerne desuden omfatte flere salgsfremmende udtryk, end det er tilfældet i dag. Visse salgsfremmende udtryk som for eksempel "udsalgspris", "særtilbud" og "Black Friday tilbud" vil således også bliver omfattet af reglerne, hvilket betyder, at der også i forbindelse med denne type udsagn skal skiltes med varens tidligere pris, og det skal være den laveste pris i de forudgående 30 dage.

Endvidere vil de nye regler få betydning i forbindelse med kortvarige kampagner, idet den gældende undtagelse om, at sådanne kampagner ikke afbryder referenceperioden, bortfalder. Fremover vil det således ikke være muligt at køre med rabat på alle produkter i forbindelse med Black Friday, uden at dette får indflydelse på normalprisen. I så fald vil den nedsatte Black Friday-pris skulle fungere som normalprisen de næste 30 dage, hvorfor Black Friday-prisen vil skulle anvendes som udgangspunkt for annoncering af juletilbud.

Forbrugerombudsmandens retningslinjer under revision

Det forventes, at Forbrugerombudsmanden vil revidere sine retningslinjer om prismarkedsføring fra 2017 med udgangspunkt i de nye regler og EU-kommissionens nye vejledning om kommunikation af prisnedsættelser. Forhandlinger om indholdet af Forbrugerombudsmandens retningslinjer pågår for øjeblikket, og den reviderede version forventes  offentliggjort i løbet af maj 2022.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om reglerne for prismarkedsføring, så kontakt Plesners team for Markedsførings- og Forbrugerret.

Seneste nyt om Markedsførings- og Forbrugerret

Markedsførings- og Forbrugerret