Hastebehandling af lovforslag på energiområdet og nyt om producentbetaling på transmissionsniveau

I denne uge hastebehandler Folketinget tre lovforslag, der vedrører energiområdet i Danmark, og som har virkning fra den 1. januar 2023. Vi nærmer os også en afklaring på de nye regler om producentbetaling på transmissionsniveau, idet Forsyningstilsynet forventer at træffe afgørelse om godkendelse af Energinets metode for producentbetaling inden jul.

Der er dannet en ny regering i Danmark, og det betyder, at nogle af de lovforslag, der har været i bero i løbet af efteråret, nu kan blive behandlet i Folketinget. Ti lovforslag hastebehandles i Folketinget inden jul, og vi giver her en beskrivelse af ændringerne i tre af lovforslagene, som vedrører ændringer på energiområdet.

Regulering af brint, omorganisering af Energinet og CO2-lagring

Folketinget skal for det første hastebehandle lovforslag L 8 om regulering af brint, omorganisering af Energinet og CO2-lagring. Med lovforslaget foreslås det, at reguleringen af brint overordnet følger Europa-Kommissionens forslag til fælles regler for de indre markeder for vedvarende gas, naturgas og brint, og at brint reguleres i lov om gasforsyning. Det fremgår, at der vil være behov for eventuelle opdateringer, når EU-reglerne om brintinfrastruktur er på plads. Reguleringen af brint vil også bygge på kommende politiske aftaler om brint. Det foreslås også at give Energinet og Gas Storage Denmark hjemmel til at varetage lagring af CO2 i Danmark på lige fod med andre CO2-lageraktører. Der er lagt op til at starte med at undersøge potentielle lagringslokaliteter i den danske undergrund på land i området omkring Stenlille, hvor Gas Storage Denmark ejer et gaslager. 

CCUS-puljer og mulighed for kommuners påtagelse af økonomiske forpligtelser

For det andet skal Folketinget hastebehandle lovforslag L 7 om udmøntning af CCUS-puljer og mulighed for kommuners påtagelse af økonomiske forpligtelser. Forslaget muliggør, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan afholde udbud af støtte til fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 til brug for udmøntning af CCUS-puljen (Carbon, Capture, Utilisation and Storage). Desuden indebærer lovforslaget, at kommunalt ejede el- og varmeforsyningsvirksomheder, herunder affaldsforbrændings- og biomasseanlæg, kan deltage i de forslåede udbud. Med forslaget vil det være kommunerne, herunder den kommunalt ejede virksomhed, der får mulighed for at hæfte økonomisk for hele værdikæden, da det er en forudsætning for at kunne indgå en kontrakt med staten om tildeling af støtte fra CCUS-puljen. Det er kommunalbestyrelsen, som på et møde skal træffe beslutningen om at forpligte sig økonomisk i forbindelse med en kommunalt ejet virksomheds kontraktindgåelse med staten.

Deltagelse i CO2-lagringsaktiviteter

For det tredje skal Folketinget hastebehandle lovforslag L 6 om deltagelse i CO2-lagringsaktiviteter. Med lovforslaget foreslås det, at Nordsøfonden kan og skal deltage i alle licenser og aktiviteter vedrørende lagring af CO2 i Danmark. Formålet med forslaget er at understøtte udviklingen af CO2-fangst, -transport og -lagring i Danmark. Forslaget giver hjemmel til, at Nordsøfonden kan oppebære indtægter fra sin andel af CO2-lagringsaktiviteterne, der som udgangspunkt er fastsat til 20 procent, i tillæg til indtægter fra salg af andele af olie- og gasproduktion og tariffer.

Det foreslås, at de nævnte lovændringer skal træde i kraft den 1. januar 2023.

Nyt om producentbetaling på transmissionsniveau

Der forventes også nyt inden jul i forhold til den kommende producentbetaling på transmissionsniveau. Forsyningstilsynet har frem til den 8. december 2022 haft Energinets metode for producentbetaling i offentlig høring. Forsyningstilsynet arbejder efter at træffe afgørelse i sagen inden jul. Hovedelementerne i betalingsdesignet i Energinets metode er: 

1) Et standard-tilslutningsbidrag, som består af:

  • Et stationstilslutningsbidrag, der er et standardiseret tilslutningsbidrag til dækning af gennemsnitlige tilslutningsomkostninger i Energinets station.
  • Et standard-tilslutningsbidrag, der er et standardbidrag pr. MW efter tilslutningens størrelse til dækning af gennemsnitlige omkostninger i det nære net.
  • Et transformer bidrag, der er et særligt tilslutningsbidrag for tilslutning af distributionstilsluttede anlæg.

2) En løbende indfødningstarif, der er en løbende betaling til dækning af det bagvedliggende net.

3) En supplerende tilslutningsbetaling, som i særlige tilfælde kan blive opkrævet.

Forsyningstilsynet har som et vilkår for godkendelse af metoden opstillet det vilkår, at Energinet fra tidspunktet for, hvornår metoden anvendes fra, dvs. forventeligt fra den 1. januar 2023, posterer sine udgifter til netudbygning, som afholdes over nettariffen, efter kundekategorier med henblik på at sikre, at de enkelte kundekategorier kun opkræves de omkostninger over nettariffen, som de hver især giver anledning til.

I udkastet til afgørelse står der, at Forsyningstilsynet godkender den anmeldte metode med det ovennævnte vilkår. Forsyningstilsynet har tidsbegrænset godkendelsen af metoden for en periode på fem år fra dens ikrafttræden, dvs. indtil udgangen af 2027.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere, så kontakt Plesners team for Energi og Infrastruktur.

Læs mere om lovforslagene 

Læs Forsyningstilsynets udkast til afgørelse om godkendelse af Energinets metode for producentbetaling 

Seneste nyt om Energi og Infrastruktur

Energi og Infrastruktur