LEGO vinder principiel forsikringssag

LEGO A/S har med bistand fra Plesner vundet en principiel sag i Landsretten om uberettiget opsigelse af en skadeforsikring, der dækkede LEGO's fabrikker i hele verden. Dommen betyder, at If Skadeforsikring skal betale 5,6 mio. kr. plus renter i erstatning til LEGO.

Sagen i Landsretten handlede om opsigelse af en særlig skadeforsikring, som LEGO A/S havde tegnet hos If Skadeforsikring. Forsikringen dækkede store skader på LEGO's fabrikker på over 5 mia. kr. og indtil 17 mia. kr. If skadeforsikring havde efterfølgende opsagt forsikringen, fordi forsikringsselskabet mente, at LEGO havde givet urigtige oplysninger i forbindelse med tegning af forsikringen.
 
Byretten havde henvist sagen til Landsretten som principiel.
 
LEGO har under sagen overordnet gjort gældende, at virksomheden ikke har givet urigtige oplysninger til If Skadeforsikring, og at opsigelsen derfor var uberettiget. LEGO gjorde krav på, at If Skadeforsikring skulle erstatte de ekstra udgifter, som LEGO har haft i forbindelse med at tegne en ny forsikring hos et andet forsikringsselskab.
 
Modsat gjorde If Skadeforsikring gældende, at det var berettiget at opsige forsikringen, og samtidig gjorde forsikringsselskabet krav på, at LEGO skulle erstatte de udgifter, som forsikringsselskabet havde haft efter opsigelsen til at tegne den tilstrækkelige genforsikring. If Skadeforsikring havde vurderet, at genforsikringen var nødvendigt, fordi LEGO ikke anderkendte opsigelsen af forsikringen.

Ændret risikobillede
Landsrettens dom viser, at det ikke kunne bevises eller sandsynliggøres, at LEGO havde givet urigtige oplysninger, men at risikobilledet for LEGO's fabrikker havde ændret sig pga. en række faktorer. Vidner havde forklaret i retten, at det ændrede risikobillede bl.a. skyldtes etableringen af en ny fabrik i Monterrey, udvidelsen af en fabrik i Kladno, en stærk stigning i LEGO's aktiviteter og omsætning - og den følgende næsten 100 procents udnyttelse af LEGO's produktionsapparat - samt stor og øget intern afhængighed imellem LEGO's fabrikker og ændringer i efterspørgslen.
 
Landsretten gav LEGO medhold
Landsretten fulgte i vidt omfang LEGO's synspunkter. If Skadeforsikring havde ikke bevist eller sandsynliggjort, at LEGO's oplysninger i forbindelse med tegningen af forsikringen var urigtige, og dermed var forsikringsselskabet ikke berettiget til at opsige forsikringen.
 
If Skadeforsikring skal som følge af dommen betale erstatning for de udgifter, som LEGO var blevet påført i forbindelse med den uberettigede opsigelse. Landsretten opgjorde disse udgifter til 5.673.496,22 kr. Dertil skal lægges renter.
 
Landsretten afgjorde også, at If Skadeforsikring ikke har krav på erstatning for de udgifter, som forsikringsselskabet havde til at købe genforsikring i forbindelse med sagen. En sådan afdækning af risikoen kan ikke kræves erstattet af den vindende part.
 
Advokat, partner Torben Bondrop førte sagen for LEGO.

Seneste nyt om Dispute Resolution

Dispute Resolution