Banker frifindes i principiel skattesag

Der var tale om en praksisændring, da SKAT i 2012 og 2013 nægtede Arbejdernes Landsbank og Lån & Spar Bank fradrag for lønudgifter, der var afholdt i forbindelse med opkøb af anden bankvirksomhed. De to banker blev derfor frifundet af Østre Landsret den 1. juni 2016 i to af Skatteministeriet mod bankerne anlagte sager, hvor landsretten meget klart og utvetydigt afviste SKAT´s forsøg på at gennemføre en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft. Plesner førte sagerne for de to banker.

Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at statsskatteloven rummer mulighed for, at fradragsret kan nægtes for den del af en lønudgift, som dækker arbejde udført i forbindelse med udvidelse af en virksomhed. Dette kan imidlertid ikke ske med tilbagevirkende kraft, og med de to domme er virksomhederne derfor blevet sikret en proces, hvor det fremtidige driftsomkostningsbegreb kan drøftes med involvering af alle relevante parter. Endvidere kan politiske forhold som den øgede beskatning af virksomhederne, som begrænsningen af fradragsretten medfører, bringes i spil.

Sagernes begyndelse

SKAT havde ved afgørelser i 2012 og 2013 nægtet Arbejdernes Landsbank og Lån & Spar Bank fradrag for lønudgifter, som de havde afholdt i forbindelse med opkøb og forsøg på opkøb af anden bankvirksomhed i forbindelse med finanskrisen. 

Begge sager blev påklaget til Landsskatteretten, hvor bankerne fik medhold. Skatteministeriet indbragte sagerne for domstolene, hvor de på ministeriets foranledning blev behandlet ved Østre Landsret som 1. instans på grund af deres meget principielle karakter. 

SKAT har vedrørende andre banker truffet lignende afgørelser, hvoraf 9 afgørelser er indbragt for Landsskatteretten på nuværende tidspunkt. En enkelt sag verserer ved domstolene, men er sat i bero på udfaldet i de to sager, hvor landsretten nu har afsagt dom.

Fradragsret for lønudgifter

Lønudgifter har hidtil været anset som typeeksemplet på en efter statsskattelovens § 6 fradragsberettiget driftsomkostning. Bestemmelsen i statsskattelovens § 6 om fradrag for driftsomkostninger giver imidlertid ikke ret til fradrag for udgifter, der er anvendt til udvidelse af en igangværende virksomhed. Det var derfor Skatteministeriets opfattelse, at der ikke var fradrag for den del af bankernes lønudgifter, som dækkede arbejde i forbindelse med opkøb af filialer og bankaktiviteter samt forsøg herpå i årene 2008-2010. 

Bankerne gjorde bl.a. gældende, at såfremt lønudgifterne ikke blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger, ville det være udtryk for en så væsentlig ændring af praksis, at det kun kunne ske med fremadrettet virkning.

Østre Landsrets domme

Østre Landsret gav Skatteministeriet medhold i, at der kan nægtes fradrag for den del af en lønudgift, som dækker arbejde udført i forbindelse med udvidelse af en virksomhed. Det blev i begge sager lagt til grund, at bankernes opkøb af anden bankvirksomhed i statsskattelovens forstand var udtryk for en udvidelse af bankernes virksomhed, og at også den del af udgifterne i forbindelse hermed, som var afholdt i form af løn til egne medarbejdere, derfor ikke er fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6. 

Østre Landsret gav imidlertid bankerne medhold i, at SKATs afgørelser var udtryk for en så væsentlig praksisændring, at den ikke kunne ske uden forudgående offentlig tilgængelig klar tilkendegivelse herom. Dette var begrundet i, at retspraksis på området i de år, hvor lønudgifterne blev afholdt, måtte anses for præget af en retsopfattelse, som svarede til det af bankerne anførte. Bankerne havde derfor haft en berettiget forventning om, at den del af bankernes almindelige lønudgifter, som vedrørte opkøb af bankvirksomhed, ikke skulle opgøres særskilt, og at der ikke ville blive nægtet fradrag for denne del af lønudgifterne.

Bankerne blev derfor frifundet.

Dommenes betydning fremadrettet

Med de to domme har landsretten fastslået, at SKATs nyfortolkning af statsskattelovens § 6 med en begrænsning af fradragsretten for virksomhedernes almindelige lønudgifter - selvom den kan rummes inden for bestemmelsens ordlyd - er udtryk for en så radikal indskrænkning af fradragsretten for lønudgifter, at dette ikke kan ske med tilbagevirkende kraft.

Den af SKAT ønskede opdeling af virksomhederne almindelige driftsomkostninger i en fradragsberettiget og en ikke-fradragsberettiget del indeholder et væld af afgrænsningsproblemer af både praktisk og principiel art, som skal afklares, hvis en sådan opdeling skal kunne foretages på et retssikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag. Det er derfor vigtig, at kommende retningslinjer ikke fastlægges på grundlag af resultaterne i enkelte af SKAT udvalgte sager, men med udgangspunkt i en grundig analyse af alle relevante forhold.

Det skal i den sammenhæng også erindres, at SKATs nyfortolkning i givet fald ikke kun rammer fradraget for lønudgifter, men også alle andre traditionelle driftsomkostninger, som eksempelvis udgifter til husleje, el, varme og telefon, og at beskæringen af virksomhedernes fradragsret ikke kun vil ramme udvidelser i form af opkøb, men også alle andre aktiviteter, som ligger uden for den enkelte virksomheds egentlige drift.

For den fremtidige fastlæggelse af virksomhedernes driftsomkostningsfradrag er det derfor uhyre vigtigt, at landsretten klart og utvetydigt har afvist SKATs forsøg på at gennemføre denne praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft. 

Med de to domme er virksomhederne blevet sikret en proces, hvor der bliver mulighed for med inddragelse af alle relevante parter at drøfte fremtidens driftsomkostningsbegreb, og hvor mere politiske forhold, som den øgede beskatning af virksomhederne, som vil være en følge af begrænsningen af fradragsretten for lønudgifter mv., kan bringes i spil.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter