Spar Nord Bank vinder principiel sag om lønsumsafgift

Spar Nord Bank A/S (tidl. Sparbank A/S) har ved Vestre Landsret fået medhold i, at banken var berettiget til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget på grundlag af omsætningsfordelingen efter momslovens § 38 (pro rata-sats). Landsretten fandt, at SKAT har hjemmel til at tilsidesætte en virksomheds skønsmæssige fordeling af lønsummen på afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grundlag af en omsætningsbaseret fordeling af lønsummen, hvis det er åbenbart, at denne fordeling ikke er retvisende i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten fastslog, at bankens omsætningsbaserede skøn var misvisende i forhold til et skøn over den faktiske ressourceanvendelse, men da SKATs skøn ikke fandtes at være mere retvisende end bankens skøn, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte bankens skøn. Plesner førte sagen for banken.

Nærmere om sagen

Banker er lønsumsafgiftspligtige af den lønsum, der vedrører bankens momsfritagne aktiviteter. Der betales ikke lønsumsafgift af momspligtige aktiviteter. Har en bank både lønsumsafgiftspligtige og momspligtige aktiviteter, skal der foretages en fordeling af lønsummen. Udgangspunktet er, at fordelingen af lønsummen mellem afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter skal ske på grundlag af det faktiske tidsforbrug. Hvor en sådan fordeling ikke er mulig, skal virksomheden foretage fordelingen skønsmæssigt. Banken havde opgjort den skønsmæssige fordeling af lønsummen på grundlag af omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1.

Sagen drejede sig om, hvorvidt banken havde været berettiget til at opgøre fordelingen af lønsummen mellem afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grundlag af denne omsætningsfordeling. SKAT havde tilsidesat dette skøn, fordi opgørelsen efter SKATs opfattelse ikke afspejlede det faktiske tidsforbrug på de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter i banken. SKAT havde derfor fastsat lønsumsafgiftsgrundlaget på grundlag af SKATs eget skøn.

Spørgsmålet i sagen var i første række, om banken efter de dagældende regler havde været berettiget til at opgøre den skønsmæssige fordeling af lønsummen mellem de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på grundlag af omsætningsfordelingen, uanset om denne skønsmæssige fordeling måtte være misvisende i forhold til den faktiske ressourceanvendelse.

I anden række var spørgsmålet, om Skatteministeriet - hvis landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke havde et retskrav på at udøve skønnet på grundlag af omsætningsfordelingen - da havde løftet sin bevisbyrde for, at bankens skøn kunne tilsidesættes.

For så vidt angår sagens første spørgsmål havde Skatteministeriet anerkendt, at den afgiftspligtige efter den indtil 1. januar 2007 gældende affattelse af lønsumsafgiftsbekendtgørelsen havde et retskrav på at fordele lønsummen på grundlag af omsætningsfordelingen i momsloven. Skatteministeriet havde derfor taget bekræftende til genmæle over for den del af bankens påstand, der angik perioden indtil 1. januar 2007.

Med virkning fra 1. januar 2007 var bekendtgørelsen blevet ændret. Skatteministeriet gjorde gældende, at det med den ændrede formulering af bekendtgørelsen var blevet præciseret, at omsætningsfordelingen som skønsgrundlag ikke udgjorde et retskrav for den afgiftspligtige, men alene et udgangspunkt, som ikke ville kunne opretholdes, hvis skønnet på dette grundlag var åbenbart misvisende. Skatteministeriet havde i forbindelse med, at bekendtgørelsen blev fremsendt i høring, dog udtalt, at der ikke var tale om indholdsmæssige ændringer af bekendtgørelsen.

Landsretten fandt, at ændringen af bekendtgørelsen ikke indebar nogen indholdsmæssig ændring. Det var imidlertid landsrettens opfattelse, at bekendtgørelsen - trods Skatteministeriets anerkendelse - heller ikke før ændringen pr. 1. januar 2007 indebar et egentligt retskrav for den afgiftspligtige på at anvende omsætningsfordelingen.

For så vidt angår sagens andet spørgsmål fandt Landsretten herefter, at bankens skøn baseret på omsætningsfordelingen ikke gav et retvisende skøn over den faktiske ressourcefordeling mellem de afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter. Landsretten tiltrådte imidlertid bankens synspunkt, hvorefter dette skøn - udøvet i overensstemmelse med det af lovgiver anviste udgangspunkt - skal lægges til grund, hvis SKAT ikke kan godtgøre, at SKATs skøn er mere retvisende. Landsretten fandt, at SKATs skøn ikke var mere retvisende. Bankens omsætningsbaserede skøn blev derfor opretholdt.

Dommens betydning for andre banker

Med dommen har landsretten fastslået, at der - som meddelt af Skatteministeriet i forbindelse med høringen over den ny bekendtgørelse pr. 1. januar 2007 - ikke var tale om indholdsmæssige ændringer efter 1. januar 2007.

Herudover har landsretten fastslået, at den afgiftspligtiges skøn, når fordelingen af lønsummen foretages ved anvendelse af momsfradragsprocenten, kun kan tilsidesættes, hvis SKAT godtgør, både at den afgiftspligtiges skøn er misvisende, og at SKATs skøn er mere retvisende end den afgiftspligtiges.

Det er altså ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte den afgiftspligtiges skøn, at SKAT kan godtgøre, at opdelingen (skønnet) set i forhold den faktiske ressourceanvendelse er misvisende, hvis SKAT ikke samtidig kan godtgøre et mere retvisende skøn.

Nugældende regler om lønsumsfordeling

Efter de nugældende regler (gældende fra marts 2013) er skønnet for banker, som ikke kan opgøre den faktiske tidsanvendelse, standardiseret (sat under regel). Det følger af den nugældende bekendtgørelse, at den skønsmæssige fordeling skal foretages således, at 60% af lønsummen anses for anvendt til lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. De resterende 40% reduceres herefter med procentsatsen efter momslovens § 38, stk. 1.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter