Weber vinder principiel sag i Højesteret om afgift på grillovertræk

Højesteret har sat endeligt punktum i en sag om afgiftspligt efter pvc-afgiftsloven ved at bestemme, at løse, faconsyede grillovertræk ikke er afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven. Plesner har ført sagen for Weber-Stephen Nordic ApS.

Sagen angik Weber-Stephen Nordic ApS, som importerer og sælger løse, faconsyede grillovertræk - og spørgsmålet var, om disse overtræk var afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven, som pålægger ”presenninger” afgift. Det havde SKAT fået medhold i ved både Landsskatteretten, byretten og landsretten, og der måtte således en tredjeinstansbevilling til, før Højesteret kunne sætte et endeligt punktum i sagen til fordel for Weber-Stephen Nordic ApS.

Højesterets flertal underkendte således både Landsskatteretten, byretten og landsretten, idet Højesteret ikke var enig i, at de omhandlede grillovertræk skulle anses for ”presenninger” i pvc-afgiftslovens forstand. Overtrækkene var derfor ikke afgiftspligtige.

Højesterets flertal lagde navnlig vægt på, at lovforarbejderne beskrev ”presenninger” som overtræk til beskyttelse mod vejrliget af gods, der er oplagret under åben himmel eller indladet i skibe, jernbanevogne etc., og at denne formulering adskilte sig meget væsentligt fra anvendelsen af grillovertræk. Videre anførte Højesteret, at selvom formålet med pvc-afgiftsloven var at øge incitamentet til at anvende andre blødgørere end ftalater og at reducere mængden af pvc, så fremgår det udtrykkeligt af lovforarbejderne, at der af administrative og beregningsmæssige grunde var sket en begrænsning af de afgiftspligtige varer. Forarbejderne støttede ifølge Højesteret ikke, at løse, faconsyede grillovertræk var omfattet af pvc-afgiftsloven. På denne baggrund og henset til behovet for en høj grad af sikkerhed for, hvilke typer af varer, som er omfattet af afgiftspligten, fandt Højesteret ikke, at der var hjemmel til at afgiftspålægge løse, faconsyede grillovertræk.

En lovændring i 2004 udvidede efter Højesterets opfattelse ikke det afgiftspligtige område, og de eksempler, der blev nævnt i forarbejderne til denne ændringslov – afdækning i byggesektoren samt lagertelte – adskilte sig ligeledes meget væsentligt fra løse, faconsyede grillovertræk.

Med dommen har Højesteret slået fast, at SKAT kun kan pålægge varer afgift, når der er en høj grad af sikkerhed for, hvilke typer varer, som er omfattet af den pågældende afgiftslov. En formålsfortolkning af pvc-afgiftsloven kunne således ikke i sig selv føre til, at der var hjemmel til at pålægge grillovertrækkene afgift.

Dommen kan betyde, at andre virksomheder, som er blevet opkrævet afgift af tilsvarende varer, kan kræve afgiften tilbagebetalt.

Sagen blev procederet af advokat Jakob Krogsøe fra Plesner.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter