Netcompany bliver børsnoteret

Den danske IT-konsulentvirksomhed Netcompany er den 7. juni 2018 blevet optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen. Plesner har rådgivet Netcompany med selskabets børsnotering, og Plesners team er meget stolte af at have arbejdet sammen med Netcompany.

Udbuddet af aktier, der gennemføres i forbindelse med børsnoteringen, omfatter 20 mio. eksisterende aktier svarende til 40% af selskabet. Derudover har emissionsbankerne en sædvanlig overallokeringsret på op til 3 mio. aktier. De nuværende ejere af Netcompany kan samlet set ende med at sælge op til 46% af deres aktier i forbindelse med børsnoteringen.

To af Netcompanys stiftere, André Rogaczewski og Claus Jørgensen, ejer tilsammen ca. 10% af aktierne efter børsnoteringen. Kapitalfonden FSN Capital, der investerede i virksomheden i 2015, ejer efter børsnoteringen ca. 21% af aktierne i Netcompany, forudsat at overallokeringsretten udnyttes fuldt ud. De øvrige aktionærer er Carsten Gomard, der også var med til at stifte Netcompany, Gustaf Löfberg, partner i Netcompany, Danica Pension samt en række medarbejdere og ledelsesmedlemmer.

Om Netcompany
Netcompany leverer forretningskritiske it-løsninger og rådgivning til kunder i både den private og offentlige sektor. Virksomheden blev stiftet for over 18 år siden, og er den første nystartede danske virksomhed i de seneste 20 år til at runde mere end 1.000 medarbejdere. Netcompany har nu mere end 1.700 medarbejdere og en omsætning i det seneste regnskabsår (2017) på 1,4 mia. kr.

Seneste nyt om M&A og Capital Markets

Capital Markets