Novo Holdings, Sampension og European Energy etablerer investeringsfond

Novo Holdings, Sampension og European Energy har tilsammen investeret 650 mio. kr. i en ny investeringsfond, Renewable Energy Partnership I, der skal forvaltes af European Energy. Investeringsfonden skal købe jordarealer i Danmark og Sverige, der skal kunne huse landvind- og solcelleparker. Ved hjælp af gældsfinansiering kan fonden investere mere end 1,5 mia. kr. Plesner rådgav European Energy om fondens etablering.

Fonden skal forvaltes af European Energy, der vil stå for køb og salg af jordarealer samt udvikling af landvind- og solcelleparker på jordarealerne. Der er et potentiale for at kunne opføre 4-6 gigawatt grøn energi på jorden, som fonden skal købe.

European Energy er en dansk virksomhed, som blev etableret i 2004 og bygger vindmølle- og solcelleparker samt grønne løsninger inden for energilagring - som imødekommer de globale klimaforandringer. 

Sampension er Danmarks tredje største pensionsselskab og har tidligere haft samarbejde med European Energy.

Novo Holdings er etableret i 1999 og er Novo-gruppens holdingselskab og forvalter Novo Nordisk Fondens investeringer. Det er første gang Novo Holdings laver samarbejde med European Energy.

Seneste insights

Flere insights