SKAT (i dag Skattestyrelsen) traf i 2012 afgørelse om skønsmæssigt at forhøje Viking Life-Saving Equipment A/S' ("Viking") skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009 med henvisning til, at SKAT ikke anså Vikings afregningspriser til en række af selskabets udenlandske salgs- og serviceselskaber for indgået på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2. Ved en kendelse i 2018 tiltrådte Landsskatteretten delvist SKATs afgørelse, idet Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig indkomstforhøjelse, men dog nedsatte indkomstforhøjelsen med 50 %. Kendelsen blev indbragt for domstolene af Viking.

Sagen for Retten i Esbjerg ("Retten"), som af 3 dommere blev behandlet over 5 retsdage, angik således, hvorvidt SKATs skønsmæssige transfer pricing ("TP") korrektion var berettiget. 

Spørgsmålet var i første række, hvorvidt Vikings TP-dokumentation for indkomståret 2006-2009 var mangelfuld, og - i givet fald - om den var mangelfuld i en sådan grad, at SKAT havde været berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt efter den dagældende skattekontrollovs § 3B. Derudover var det, for så vidt angår TP-dokumentationen for 2008 og 2009, et særskilt spørgsmål, om SKAT overhovedet havde anmodet Viking indsende TP-dokumentationen til SKAT.

Vikings TP-dokumentation indeholdt for alle indkomstår en gennemgang af Vikings fastsættelse af priser og vilkår i forhold til salg af livredningsudstyr til både interne og eksterne salgs- og serviceselskaber samt sammenlignelighedsanalyser i form af en sammenligning af dækningsgrader for salg til egne og eksterne salgs- og serviceselskaber på baggrund af cost plus-metoden. 

Retten fandt på den baggrund, at Vikings TP-dokumentation ikke var mangelfuld, og at SKAT derfor ikke havde været berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt efter den dagældende skattekontrollovs § 3B for 2006 og 2007. 

For 2008 og 2009 fandt Retten, at adgangen til at foretage en skønsmæssig ansættelse forudsætter, at SKAT har begæret TP-dokumentationen forelagt, ligesom Retten fandt, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at SKAT havde gjort dette under ligningsprocessen. SKAT havde allerede derfor ikke været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, for så vidt angår disse indkomstår. Retten bemærkede i denne forbindelse videre, at det forhold, at det måtte have været klart for Viking, at SKATs gennemgang af Vikings transfer pricing også omfattede indkomstårene 2008 og 2009, ikke medførte, at SKAT kunne undlade formelt at begære dokumentationen forelagt.

Derefter var spørgsmålet, om Skatteministeriet havde godtgjort, at Vikings salgspriser til egne salgs- og serviceselskaber ikke var på armslængdevilkår - og nærmere bestemt, om Viking havde solgt maritimt livredningsudstyr for billigt til egne salgs- og serviceselskaber, sammenlignet med de priser, som Viking anvendte over for eksterne salgs- og serviceselskaber. 

Skatteministeriet havde vedrørende dette spørgsmål særligt fremhævet, at Vikings TP-dokumentationen viste, at Vikings dækningsgrader over for interne og eksterne salgs- og serviceselskaber var forskellige. Forskellen i dækningsgraderne mente Skatteministeriet i sig selv var udtryk for, at Viking ikke havde handlet på armslængdevilkår med sine datterselskaber. 

Retten fandt imidlertid, at forskellen i dækningsgraderne var begrundet i kommercielle forhold, som Viking gennem bevisførelsen for Retten havde dokumenteret. Retten fandt derfor også, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at Viking skulle have solgt maritimt livredningsudstyr for billigt til egne salgs- og serviceselskaber.

I relation til en af SKAT udarbejdet sammenlignelighedsanalyse efter TNM-metoden gjorde Skatteministeriet endvidere gældende, at denne sammenlignelighedsanalyse dokumenterede, at Viking ikke havde handlet på armslængdevilkår. 

Retten fandt i forhold hertil, at særligt processen om udvælgelsen af sammenlignelige eksterne selskaber led af begrundelsesmæssige mangler - særligt i relation til to forhold. 

SKATs analyse tog udgangspunkt i Vikings faktiske eksterne salgs- og servicesamarbejdspartnere. 

SKAT frasorterede imidlertid en lang række af disse selskaber med den overordnede begrundelse, at de ikke var tilstrækkeligt sammenlignelige, men uden at begrunde dette standpunkt konkret i forhold til de enkelte frasorterede selskaber. 

Efter den første frasortering anvendte SKAT - i overensstemmelse med SKATs faste praksis - det såkaldte interkvartile interval (IQR) til at foretage en yderligere indsnævring. SKAT begrundede ikke, hvorfor det konkret skulle være relevant og retvisende at foretage en sådan yderligere indsnævring af datasættet. 

Retten fandt bl.a. af disse grunde ikke, at SKATs sammenlignelighedsanalyse dokumenterede, at Viking havde handlet på vilkår, der ikke svarede til armslængdevilkår.

På denne baggrund gav Retten Viking fuldt ud medhold i, at skattemyndighedernes forhøjelse af Vikings indkomst i indkomstårene 2006-2009 var uberettiget.

Viking blev for domstolene repræsenteret af et team fra Plesner.