Tre udgivelser om Femern Bælt-forbindelsen ikke omfattet af markedsføringsloven

Femern Bælts udgivelse af et børnehæfte og to brochurer om Femern Bælt-forbindelsen var ikke omfattet af markedsføringsloven. Det har Sø- og Handelsretten for nyligt afgjort. Femern Bælt var repræsenteret af Plesner under sagen.

Sø- og Handelsretten afsagde den 7. januar 2019 dom i en sag, som angik, om Femern Bælt A/S’ udgivelse af et børnehæfte med et spil og to brochurer om Femern Bælt-forbindelsen er omfattet af markedsføringsloven.

Retten fandt, i overensstemmelse med det af Femern Bælt anførte, at markedsføringsloven ikke finder anvendelse i forhold til Femern Bælts udgivelse af børnehæftet og de to brochurer om Femern Bælt-forbindelsen.

Retten lagde vægt på bl.a., at Femern Bælt-forbindelsen tidligst vil kunne tages i brug i 2028, og at Femern Bælt derfor ikke har et produkt, som kan tilbydes markedet. Selvom offentlige myndigheder, som udøver erhvervsvirksomhed med udbud af varer og tjenesteydelser, er omfattet af markedsføringslovens bestemmelser, fandt retten derfor, at ibrugtagningen af forbindelsen ligger i en så fjern og usikker fremtid, at en forberedende opmærksomhedsskabelse omkring den faste Femern Bælt-forbindelse på nuværende tidspunkt ikke har en aktualitet, som gør markedsføringsloven anvendelig.

Læs Sø- og Handelsrettens afgørelse

Seneste nyt om Markedsførings- og Forbrugerret

Markedsførings- og Forbrugerret