Moms af radio- og TV-licens opkrævet med urette

Det er Plesners opfattelse, at SKAT gennem årene har opkrævet moms af radio- og TV-licens med urette. Plesner har derfor gjort det muligt for licensbetalere uforbindende at tilkendegive en interesse i at deltage i et søgsmål om tilbagebetaling af licensmomsen på hjemmesiden www.licensmoms.dk.

I Danmark opkræver SKAT moms af radio- og TV-licens. Den enkelte husstand betaler licensmomsen til DR, som herefter indbetaler momsen til SKAT. Momsen udgør 20 pct. af den samlede licensbetaling.

I 2016 fastslog EU-Domstolen i en dom om tjekkisk radiolicens, at det er ulovligt at opkræve moms af licensen. Der var tale om en tjekkisk offentlig radiovirksomhed, der finansieres af en lovpligtig licens. De personer, der ejer eller er i besiddelse af en radiomodtager, skal betale licens.

I Danmark har Skatteministeren vurderet EU-dommen og konkluderet, at Danmark med hjemmel i en særlig undtagelse (en såkaldt stand still-klausul) er berettiget til at opkræve moms af radio- og TV-licens. Skatteministeren mener derfor ikke, at dommen har betydning for muligheden for at opkræve licensmoms i Danmark.

Det er Plesners vurdering, at Skatteministerens konklusion er forkert, og at stand still-klausulen ikke gør det muligt for Danmark at opkræve licensmoms. Licensbetalere har derfor som udgangspunkt krav på tilbagebetaling af den licensmoms, som de har betalt til DR. Fristreglerne i Danmark indebærer, at licensbetalere kan kræve licensmomsen for i hvert fald de seneste 3 år tilbagebetalt.

I lyset af Skatteministerens udtalelse om, at licensmomsen i Danmark er lovlig, er det Plesners vurdering, at det vil være nødvendigt at føre en sag ved domstolene for at få licensmomsen tilbagebetalt.

Plesner har derfor gjort det muligt for licensbetalere uforbindende at tilkendegive en interesse i at deltage i et søgsmål om tilbagebetaling af licensmomsen på hjemmesiden www.licensmoms.dk.

Hvis du derfor ønsker uforbindende at tilkendegive din interesse i at deltage i et sådant søgsmål, kan du gøre dette ved at give nogle få oplysninger på www.licensmoms.dk. Du vil så blive holdt orienteret om det videre forløb.

Opdateret 13. juni 2018:

Status - Plesners gruppesøgsmål har ikke sidste frist 13. juni

Flere medier skriver, at det er sidste frist 13. juni 2018, hvis man gerne vil have sin licensmoms tilbage. Det er dog ikke tilfældet, hvis du gerne vil tilmelde dig Plesners gruppesøgsmål på www.licensmoms.dk.

Landsretten har endnu ikke fastsat en tidsfrist mv. for tilmelding til vores gruppesøgsmål. Når det sker, vil vi vende tilbage med besked om, hvordan du bindende kan tilmelde dig gruppesøgsmålet.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter