Hollandske studerende vinder Plesners internationale jurakonkurrence

Plesner har netop afholdt en international "Pre-Moot" konkurrence som optakt til den årlige "Vis Moot" i Wien - verdens største og mest prestigefulde voldgiftskonkurrence for jurastuderende. 10 hold fra forskellige europæiske universiteter deltog i Plesners Pre-Moot.

Først og fremmest vil vi gerne takke alle de jurastuderende, som med stort engagement har deltaget i Plesners Pre-Moot. Vi ønsker alle held og lykke til hovedkonkurrencen i Wien.

Ti hold fra forskellige europæiske universiteter deltog i Plesners Pre-Moot. Holdene kom fra Frankrig, Holland, Island, Polen, Schweiz, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland og Danmark.

Vi takker naturligvis også de mange erfarne praktikere fra ind - og udland, der deltog som voldgiftsdommere, for deres store indlevelse og feedback af høj kvalitet, som sikrer, at de studerende får skarpslebet og tilpasset deres argumenter inden hovedkonkurrencen i Wien. 

Leiden University vinder Pre-Moot

I en meget tæt konkurrence, blev det hollandske hold fra universitetet i Leiden kåret som vindere af årets Plesners Pre-Moot. 

De tre bedste hold i konkurrencen blev:

  1. Leiden University, Holland
  2. University of Fribourg, Schweiz
  3. Syddansk Universitet, Danmark

Der blev også uddelt en personlig pris til årets bedste procedør, som blev Sigríður María Egilsdóttir fra det islandske University of Reykjavik.

Vis Moot

Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot ("Vis Moot") er den største og mest prestigefulde voldgift-konkurrence for internationale jurastuderende. Den finder sted hvert år i Wien og bliver i 2018 afholdt for 25. gang. I år skal de studerende føre en fiktiv voldgiftssag om mangler og svindel i relation til oprindelsen af - angiveligt - økologiske chokoladekager solgt i supermarkeder.

Vis Moot-konkurrencen spiller en vigtig rolle i forhold til udviklingen af fremtidens procesadvokater og voldgiftsdommere. Samtidig er konkurrencen et bidrag til at styrke forbindelserne mellem praktikere på området for international konfliktløsning.

Plesner ønsker at deltage aktivt i denne udvikling og at investere i de fremtidige generationer. Derfor har Plesner igen år afholdt en Pre-Moot, ligesom vi sender et hold af jurister fra Plesner afsted til Wien for at være dommere i Vis Moot-konkurrencen.

Plesner vil afholde en ny Pre-Moot i 2019.

Seneste insights

Flere insights