Coronavirus - ESMA nedsætter flagningsgrænse for short selling

ESMA nedsætter midlertidigt grænsen for flagning af korte positioner (short selling) fra 0,2% til 0,1% af selskabers udstedte aktiekapital som følge af coronavirus (COVID-19).

European Securities and Markets Authority (ESMA) indfører foranstaltninger som følge af COVID-19-situationen; rapporteringstærsklen for fysiske eller juridiske personer, der besidder korte positioner i selskaber, sænkes midlertidigt fra den nuværende grænse på 0,2% til 0,1%. Ændringen betyder, at flagningspligten bliver udløst på et tidligere tidspunkt end normalt, og medfører et akut krav om flagning af en række positioner, som ikke tidligere var omfattet af flagningskravet.

Overstiger en kort position i et selskab, der er optaget til handel på et reguleret marked i Danmark, således tærsklen på 0,1 % af den udstedte aktiekapital, skal Finanstilsynet have meddelelse herom straks. Såfremt en person har korte positioner i selskaber, der er optaget til handel på et reguleret marked i et andet EU-land og som overstiger 0,1 % af den udstedte aktiekapital, skal dette meddeles til den rette nationale myndighed uanset om andelen af korte positioner er opnået før eller efter denne foranstaltning trådte i kraft.

Notifikation om korte positioner til Finanstilsynet
Foranstaltningen får øjeblikkelig virkning. Resultatet heraf er, at alle fysiske og juridiske personer derfor skal indberette til Finanstilsynet, såfremt de har eller opnår korte positioner i børsnoterede selskaber der når eller overstiger 0,1 % af den udstedte aktiekapital senest ved afslutning af dagens trading session, mandag den 16. marts 2020.

Foranstaltningen gælder imidlertid ikke for korte positioner, hvis aktierne er optaget til handel på flere regulerede markeder og den primære børsnotering er i et tredjeland, og en børsnotering på et EU-marked er sekundær.

Der vil fortsat alene være tale om en "privat" underretning til Finanstilsynet, som ikke vil blive offentliggjort i markedet. Grænsen for offentliggørelse af korte positioner til markeder på 0,5% eller over af den udstedte aktiekapital er således uændret.

Formålet med foranstaltningen og evnen til at tackle relevante trusler
COVID-19 har vist sig at være en stor trussel mod EU's finansielle markeder, og har medført en øget prisvolatilitet samt ført til store kursfald over alt i EU. Den nuværende usikkerhed og øgede prisvolatilitet vil formentlig fortsætte i den nærmeste tid. Ifølge ESMA sætter den nuværende situation både funktionen og tilliden til det finansielle marked i den Europæiske Union under pres.

Et betydeligt salgspres kombineret med den usædvanlige volatilitet i kursen på aktier er allerede i gang. Markedsdeltagere vil kunne indtage nye korte positioner for at tjene på yderligere prisfald, men særligt opkøb af korte positioner vil ifølge ESMA kunne risikere at være medvirkende til at fremskynde yderligere prisvolatilitet og forværre de markedstab, man har oplevet de sidste uger.

ESMA mener derfor, at de nuværende markedsforhold i vid udstrækning truer den finansielle stabilitet i Unionen, funktionaliteten af de finansielle markeder og investorbeskyttelsen. ESMA's tiltag skal sikre, dels at både ESMA og de respektive nationale myndigheder løbende kan vurdere situationen på de finansielle markeder, dels reagere hvis markedets funktion og stabilitet kræver endnu strengere handlinger.

Truslen mod stabiliteten i hele eller en del af det finansielle system i Unionen
De sidste par uger har været kendetegnet ved et stort salgspres og en usædvanlig volatilitet samt betydelige nedadgående spiraler, der påvirker udstedere fra stort set alle typer sektorer. Med et uformindsket salgspres på aktier i banker og andre finansielle institutioner samt en bred vifte af udstedere fra alle sektorer, øges risikoen for at sætte en eller flere finansielt stabile medlemsstater, og i sidste ende det finansielle system i EU, i fare ifølge ESMA.

ESMA's foranstaltning til midlertidigt at sænke rapporteringstærsklerne for korte positioner til de nationale kompetente myndigheder er et forsøg på at løse truslen mod stabiliteten af ​​dele af eller, i sidste ende, hele EU's finansielle system.

For yderligere information se ESMA's beslutning, som kan findes på nedenstående link:

ESMAs beslutning af 16. marts 2020


Se nyheder og aktuel information om konsekvenserne af coronavirus

Plesner Coronavirus Task Force