Den fælles patentdomstol, eller UPC (Unified Patent Court), indebærer, at der fra 1. juni 2023 nu er én fælles europæisk domstol med lokale og/eller regionale afdelinger, der med virkning for alle de deltagende lande træffer afgørelser i sager vedrørende enhedspatentet og traditionelle, europæiske patenter. Det gælder også for supplerende beskyttelsescertifikater knyttet til de to typer patenter.

Derimod skal sager om nationale patenter og brugsmodeller fortsat behandles ved de nationale domstole.

Herudover indebærer UPC-aftalen, at det i begrænset omfang er muligt at indbringe afgørelser truffet af Den Europæiske Patentmyndighed i München vedrørende dens administration af enhedspatentet for UPC.

Fordelen ved systemet for patenthaverne er, at det nu er lettere at håndhæve sine patenter i hele Europa. Ulempen for patenthaverne er, at patenterne i højere grad kan erklæres ugyldige med virkning for alle lande, hvor de er gældende.

UPC er etableret med den såkaldte UPC-aftale. Som bilag 1 til aftalen findes statutten for domstolen. UPC-aftalen indeholder de overordnede rammer for domstolen og dens organisering. De mere detaljerede regler for sagsførelsen er det i overensstemmelse med aftalens artikel 41 overladt til UPC selv at fastlægge i et procesreglement ("Rules of Procedure"), der fungerer som en slags retsplejelov for UPC.

Organisation

UPC består af en førsteinstansdomstol og en appeldomstol. Førsteinstansdomstolen består af en central afdeling samt en række lokale og regionale afdelinger. Den centrale afdeling får hjemsted i Paris samt underafdeling i München, mens en underafdeling i Milano forventes etableret senest juni 2024.

Sagerne i den centrale afdeling fordeles således, at Milano-underafdelingen behandler sager vedrørende menneskelige fornødenheder (medicin) samt vedrørende kemi og metallurgi. Milano-afdelingen behandler dog ikke sager om supplerende beskyttelsescertifikater, hvilket Paris-afdelingen i stedet skal. München-underafdelingen behandler sager vedrørende mekanik, belysning, opvarmning, våben og sprængning, samt visse sager om farmaceutiske patenter, mens hovedafdelingen i Paris behandler de resterende sager, f.eks. sager vedrørende bygge- og anlægsteknik. Hovedafdelingen i Paris vil behandle de sager, der er henlagt til Milano-afdelingen, frem til at Milano-afdelingen etableres.

De lokale afdelinger oprettes i en medlemsstat efter anmodning. Hvis en medlemsstat har flere end hundrede påbegyndte patentsager per år, kan den få oprettet en ekstra afdeling per hundrede sag, dog maksimalt fire afdelinger.

Flere medlemsstater kan gå sammen og danne en regional afdeling. P.t. har kun Sverige og de baltiske lande oprettet en regional afdeling. Danmark har oprettet en lokal afdeling.

Appeldomstolen har hjemsted i Luxembourg.

Der medvirker tre juridiske dommere ved behandlingen af en sag ved UPC. Dommerpanelerne skal have en multinational sammensætning, og der vil således ikke udelukkende findes danske dommere i den danske afdeling.

Udgangspunktet er, at der kun må medvirke én dommer fra det land, hvor den lokale afdeling hører hjemme. Efter anmodning fra parterne kan der allokeres en teknisk dommer. Ved ugyldighedssager medvirker der altid en teknisk dommer. I Appeldomstolen medvirker der tre juridiske dommere og to tekniske dommere.

UPC hat status som international organisation, men får i de enkelte lande retlig status som almindelig, juridisk person, jf. UPC-aftalens artikel 4. UPC er således undergivet visse former for privilegier og immuniteter. UPC's budget finansieres af retsafgifter samt af bidrag fra medlemsstaterne, jf. UPC-aftalens artikel 36.

Kompetence

UPC's afdelinger har kompetence med hensyn til krænkelsessager, herunder også spørgsmålet vedrørende erstatning, anerkendelsessøgsmål og sager vedrørende ugyldigkendelse af patenter. Herudover træffer UPC’s afdelinger også afgørelser vedrørende foreløbige foranstaltninger, for eksempel midlertidige forbud og bevissikring.

Søgsmål vedrørende retten til et patent eller en patentansøgning skal fortsat anlægges ved de nationale domstole. Det samme gælder sager vedrørende fortolkning af licensaftaler. Ligeledes er sager om straf for patentkrænkelse henlagt til nationale domstole. Dette gælder også i relation til enhedspatenter.

Repræsentation m.v.

Advokater med møderet for domstolene i en stat, der deltager i UPC-aftalen, er berettigede til at repræsentere parterne for alle afdelinger af UPC, såvel de nationale og regionale kamre som den centrale afdeling.

Herudover kan europæiske patentagenter opnå møderet, hvis de har "passende kvalifikationer", så som et European Patent Litigation Certificate, jf. UPC-aftalens artikel 48, stk. 2.

For repræsentanter ved UPC er der udarbejdet et særligt adfærdskodeks ("Code of Conduct"), der gælder for sagsførelsen ved UPC.

Strengere krav til sagsforberedelsen

UPC-systemet stiller strenge krav til parternes sagsforberedelse. Sagsøger skal have sin fulde bevisførelse klar ved indlevering af stævningen. Dette gælder også nødvendige eksperterklæringer. En sagsøgt skal indgive svarskrift inden tre måneder med alle de beviser, vedkommende vil påberåbe sig, herunder også eksperterklæringer. Indsigelser vedrørende UPC's kompetence, herunder værneting, skal fremsættes inden én måned.

Dette skal ses i forhold til, at en sag kan anlægges alle steder, hvor den påståede krænkelse er foregået. En virksomhed, der har mistanke om at kunne blive sagsøgt for patentkrænkelse, bør således tidligt overveje at forberede et svar, samt overveje i hvilke lande produkter skal udbydes (og dermed give værneting), hvis der er en risiko for, at markedsføringen vil blive mødt med en forbudsanmodning under foregivende af patentkrænkelse.

Sager om ugyldighed og krænkelse forventes at være endeligt afgjort i første instans indenfor ét år. Der lægges op til, at mundtlig forhandling kan gennemføres på én dag.

Sagsanlæg m.v.

Sager om patentkrænkelser skal anlægges ved den lokale eller regionale afdeling, der vedrører det land, hvor krænkelsen har fundet sted, eller det land, hvor krænkeren har hjemme, hvis denne har hjemme i en af de deltagende medlemsstater. Ellers kan sagen anlægges ved den centrale afdeling.

Anerkendelsessøgsmål, hvor der nedlægges påstand om, at et patent ikke er krænket, sager vedrørende ugyldigkendelse af patenter samt sager om anfægtelse af afgørelser truffet af Den Europæiske Patentmyndighed skal også anlægges ved den centrale afdeling.

Ugyldighed kan dog også gøres gældende som modpåstand af en sagsøgt i en krænkelsessag, der foregår ved en af de lokale eller regionale afdelinger. I den situation kan den lokale eller regionale afdeling vælge at henskyde afgørelsen om ugyldighed til den centrale afdeling, men fortsætte behandlingen af krænkelsesspørgsmålet uanfægtet.

Dette åbner op for såkaldt "bifurcation", hvor krænkelsesspørgsmålet altså afgøres før spørgsmålet om ugyldighed og isoleret fra dette spørgsmål, hvilket er ukendt i dansk ret.

Muligheden for bifurcation giver patenthaveren en stærk position, fordi en krænkelsessag kan gennemføres hurtigt og udmunde i et forbud uden at blive forsinket af indsigelser om ugyldighed. Denne manøvre kan altså føre til, at usikre patenter køres i stilling som grundlag for forbudssager, uden at den påståede krænker samtidig får mulighed for at forsvare sig ved at anfægte patentets gyldighed.

Retsafgifter, sagsomkostninger m.v.

Ligesom ved de danske domstole skal der betales retsafgifter i forbindelse med sagsanlæg ved UPC. Reglerne findes i procesreglementets regel 370.

For et krænkelsessøgsmål, herunder en modpåstand om krænkelse nedlagt i et ugyldighedssøgsmål, og anerkendelsessøgsmål om ikke-krænkelse, skal der betales en fast retsafgift på € 11.000. Herudover skal der i disse søgsmål betales en værdiafhængig afgift på søgsmål, der har en værdi på over € 500.000. Denne afgift er mindst € 2.500 og kan maksimalt være € 325.000 (søgsmål med en værdi på € 50.000.000 eller derover). For selvstændige ugyldighedssøgsmål skal der kun betales en fast afgift på € 20.000.

For modkrav om ugyldigkendelse skal der ligesom ved krænkelsessøgsmål betales både en fast afgift og en værdiafhængig afgift, dog er den samlede afgift maksimeret til € 20.000. At der i det hele taget skal betales en retsafgift for modkrav om ugyldigkendelse er en nyskabelse i forhold til dansk ret, hvor sådanne krav er fritaget for retsafgift. Anmodninger om foreløbige retsmidler koster € 11.000 i retsafgift.

Som ved de danske domstole kan parterne få tilkendt sagsomkostninger, og som udgangspunkt er det den tabende part, der skal dække den vindende parts omkostninger, jf. UPC-aftalens artikel 69. Udgifterne kan dog også ved UPC kun kræves dækket af den tabende part op til et vist maksimumbeløb i forhold til sagens værdi.

Der er udarbejdet en vejledning med henblik på fastsættelse af sagens værdi både i forhold til retsafgifterne og i forhold til sagsomkostningerne.

Hvilken lovgivning skal anvendes?

UPC-aftalen indeholder som noget nyt en vis harmonisering af medlemsstaternes materielle patentret, idet aftalen i artikel 25-29 indeholder regler om patentkrænkelse, herunder middelbar patentkrænkelse, samt undtagelser til eneretten (f.eks. ikke-erhvervsmæssig brug og forsøgsmæssig brug), der svarer meget til §§ 3-5 i den danske patentlov.

Det afgørende nye bliver, at UPC's afdelinger nu skal fortolke reglerne angående enhedspatenter og europæiske patenter ensartet for alle de deltagende lande. Den situation, som man tidligere har set, hvor domstolene i et land frifinder for patentkrænkelse, og domstolene i et andet land på samme grundlag dømmer for patentkrænkelse, bør altså ikke opstå i det nye system, og sker det, vil en appel til appeldomstolen kunne ensrette afgørelserne.

En række forhold er dog ikke blevet harmoniseret og er fortsat undergivet ren national ret. Eksempelvis er spørgsmål vedrørende opgørelsen af en eventuel erstatning i et vist omfang stadig overladt til de forskellige medlemsstaters lovgivning, uanset at UPC-aftalen indeholder en regel om tilkendelse af erstatning i artikel 68. Herudover kan krav undergivet dansk ret formentlig blive forældede efter den danske forældelseslovgivning ved siden af forældelsesfristen i UPC-aftalens artikel 72.

For så vidt angår traditionelle, europæiske patenter anvender patentdomstolens afdelinger national ret i det land, hvor patentet er gældende, hvis der skal anvendes national ret ud over UPC-aftalens regler.

I det omfang der skal anvendes eksempelvis national forældelseslovgivning, kan UPC for så vidt angår traditionelle, europæiske patenter komme til at anse et erstatningskrav som forældet for så vidt angår skade forvoldt ved krænkelse af patentet i Tyskland, mens det ikke er forældet for så vidt angår skade forvoldt ved krænkelse af patentet i Danmark.

Enhedspatentet er omvendt kun undergivet lovgivningen i ét land. I situationen i ovenstående afsnit vil der altså for så vidt angår enhedspatenter ikke opstå en situation, hvor et erstatningskrav for krænkelse af et enhedspatent er forældet i ét land, men ikke i et andet.

For UPC og enhedspatentet gælder en overgangsordning på mindst syv år - og herunder en fravalgsordning.

Læs mere om overgangsperiode og fravalgsordning

UPC - den fælles patentdomstol

Plesner.com/upc