Præcisering af reglerne om den kønsmæssige sammensætning af ledelsen
Et nyt lovforslag fremsat som led i regeringens lovprogram medfører en præcisering - men ikke en realitetsændring - af, hvorledes grænseværdierne i reglerne om flere kvinder i bestyrelser skal anvendes i koncernforhold.
Ved lov nr. 1393 af 23. december 2012 indførtes krav om, at de største virksomheder i Danmark skal opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan samt udarbejde politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens øvrige ledelsesniveauer. Reglerne er tidligere omtalt i vores nyhedsbrev fra januar 2013.
Reglerne gælder blandt andet for statslige aktieselskaber, børsnoterede selskaber, store virksomheder, store erhvervsdrivende fonde og en række finansielle virksomheder.
Store virksomheder er virksomheder i regnskabsklasse C, som overskrider to af årsregnskabslovens tre følgende størrelsesgrænser i to på hinanden følgende regnskabsår: (i) Balancesum på kr. 143 mio., (ii) en nettoomsætning på kr. 286 mio. og (iii) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 250.
Erhvervs- og vækstministeren har den 2. oktober 2013 fremsat et nyt forslag til lov om ændring af selskabsloven og forskellige andre love. Forslaget har til formål at præcisere, at ovenstående regler også omfatter modervirksomheder, der ikke selv er så "store", men som er modervirksomhed for "store" koncerner. Der indsættes derfor et nyt stykke i selskabsloven, lov om erhvervsdrivende virksomheder, m.v., hvor det præciseres, at beregningen af de nævnte grænseværdier for, hvornår en virksomhed er omfattet af reglerne, skal foretages på koncernniveau, hvis modervirksomheden udarbejder koncernregnskab. Hvis koncernen overskrider grænseværdierne, omfattes modervirksomheden af forpligtelsen til at udarbejde måltal og politikker.
Det fremgår, at der er tale om en præcisering, da det ved udarbejdelsen af reglerne var tilsigtet, at de nye regler også skulle omfatte de modervirksomheder, som kontrollerer store koncerner.