Opsigelse efter 120-dages reglen

Opsigelse efter 120-dages reglen skulle ske på den 121. sygedag og ikke den 120. sygedag. Det kom Vestre Landsret frem til ved en dom af 30. januar 2014.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var blevet opsagt efter en længere sygeperiode med henvisning til 120-dages reglen i funktionærloven. I slutningen af samme måned som opsigelsen blev medarbejderen raskmeldt af sin læge. Det var ubestridt, at opsigelsen skete på selve 120. dagen for medarbejderens sygemelding, hvorfor spørgsmålet i sagen var, om opsigelse skulle ske på sygedag nummer 121, eller om den kunne ske i løbet af sygedag nummer 120?

Byretten fandt, at betingelsen i 120-dages reglen om, at funktionæren skal have oppebåret løn under sygdom i 120 dage, efter bestemmelsens ordlyd først var opfyldt, når funktionæren havde haft 120 hele sygedage - altså på sygedag nummer 121. At opsigelsen først skete midt på dagen kunne ikke føre til et andet resultat, da det fulgte af fast retspraksis, at en funktionærs sygefravær en del af dagen ikke kan sidestilles med fravær en hel dag.

Medarbejderen havde derfor ikke haft 120 hele sygedage på opsigelsestidspunktet, hvorfor opsigelsen efter 120-dages reglen var uberettiget. Medarbejderen havde derfor krav på løn i hele sin normale opsigelsesperiode.

Herefter lagde byretten til grund, at arbejdsgiveren ikke havde indhentet nærmere oplysninger om, hvornår medarbejderen kunne forventes raskmeldt på trods af, at medarbejderen var i arbejdsprøvning, samt at medarbejderen rent faktisk blev raskmeldt senere på måneden. På denne baggrund fandt byretten, at opsigelsen ikke var rimeligt begrundet i medarbejderens forhold, hvorfor medarbejderen havde ret til en godtgørelse svarende til 3 måneders løn for usaglig opsigelse.

Landsretten fandt ligesom byretten, at betingelserne for opsigelse efter 120-dages reglen ikke var opfyldt, og at medarbejderen havde krav på en godtgørelse for usaglig opsigelse. Landsretten fastsatte dog godtgørelse til et beløb svarende til 4 måneders løn henset til medarbejderens langvarige ansættelse.

Dommen viser, at det er vigtigt, at man som arbejdsgiver er meget nøjagtig i sin optælling af medarbejderens sygedage, og at opsigelse efter 120-dages reglen tidligst må ske på sygedag nr. 121.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret