Sagen omhandlede en medarbejder, der var blevet bortvist grundet mistanke om tyveri fra arbejdspladsen.

Bortvisningen grundede i, at arbejdsgiveren den 26. marts 2011 mistænkte medarbejderen for at have stjålet en kikkert, ligesom han tidligere havde haft mistanke om, at medarbejderen fjernede ting fra arbejdspladsen uden at betale.

På baggrund af mistanken om tyveriet af kikkerten den 26. marts 2011 politianmeldte arbejdsgiveren medarbejderen. Senere samme dag blev medarbejderen standset af politiet og fundet i besiddelse af kikkerten. Han forklarede, at kikkerten var skrevet på en liste over personalekøb, som befandt sig i forretningen. Da han blev bedt om at tømme sine lommer, fandt politiet imidlertid den pågældende personalekøbsliste. Medarbejderen forklarede, at han havde taget listen med hjem for at renskrive den, uden at han nærmere uddybede, hvorfor han anså det som sin opgave.

Medarbejderen forklarede endvidere, at han havde skrevet kikkerten på listen den 26. marts 2011, hvorefter han havde puttet listen i lommen. Ikke desto mindre var yderligere to effekter tilføjet listen efter kikkerten, hvilket han forklarede med, at de måtte være blevet tilføjet af arbejdsgiveren, efter denne havde fået listen tilbage.

Det måtte imidlertid lægges til grund, at den fremlagte liste var en eksakt kopi af den liste, politiet beslaglagde, hvorfor det måtte lægges til grund, at kikkerten ikke som forklaret af medarbejderen blev påført som den sidste effekt, men blev påført mellem andre i forvejen påførte effekter, uden at der er givet en forklaring herpå. 

Medarbejderen blev frifundet for tiltalen om tyveri, og byretten såvel som landsretten afviste, at der kunne lægges vægt på de tidligere episoder med mistanke om tyveri, idet disse lå langt tilbage i tiden, og der hverken var sket nogen kontrol eller opfølgning på baggrund af mistanken. Spørgsmålet var derfor, om episoden den 26. marts 2011 kunne begrunde en bortvisning.

Byretten havde under henvisning til de uklare interne regler om personalekøb, der gjorde sig gældende hos arbejdsgiveren, ikke fundet, at medarbejderen havde handlet i strid hermed, hvorfor de ikke fandt bortvisningen berettiget.

Landsretten fandt imidlertid, at medarbejderens opførsel havde været så illoyal og skabt en sådan begrundet tvivl om, hvorvidt han havde til hensigt at betale for kikkerten, at det var berettiget at bortvise ham. Baggrunden herfor var hans hjemtagelse af personalekøbslisten uden at fortælle det og uden at have givet en rimelig forklaring på, hvorfor han gav politiet urigtige oplysninger om, hvor listen befandt sig, ligesom hans forklaring om tidspunktet for, hvornår han påførte kikkerten til listen, ikke kunne være rigtig.

Arbejdsgiveren blev derfor alene dømt til at betale skyldig løn frem til bortvisningstidspunktet samt en godtgørelse for manglende ansættelsesbevis, mens arbejdsgiveren blev fuldstændig frikendt for kravet om løn i opsigelsesperioden.

Dommen viser, at en velbegrundet mistanke om tyveri kan udgøre et tilstrækkeligt grundlag for en bortvisning, selvom medarbejderen efterfølgende bliver frikendt i straffesagen. Dommen viser samtidig betydningen af at følge op på mistanker om tyveri eller andre ulovlige handlinger - evt. ved kontrol - såfremt disse skal kunne tages til indtægt ved en senere opsigelse eller bortvisning.