Konkurrencerådet stopper ulovlige pris- og markedsdelingsaftaler på markedet for malkesystemer til landbruget

Den danske virksomhed Lely Scandinavia A/S og dens fire danske franchisetagere har overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler ved at koordinere priser og opdele markedet mellem sig.

Den danske virksomhed Lely Scandinavia A/S og dens fire danske franchisetagere har overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler ved at koordinere priser og opdele markedet mellem sig.

Lely Scandinavia A/S' franchiseaftaler giver de enkelte franchisetagere en eksklusiv ret til at udøve salg af malkerobotter og andre Lely-produkter inden for bestemte geografiske områder i Danmark.

I 2011 gennemførte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en kontrolundersøgelse i samarbejde med konkurrencemyndighederne i Tyskland og Holland. Styrelsen fandt dokumentation for, at der mellem Lely Scandinavia A/S og virksomhedens danske franchisetagere foregik koordinering af priser og opdeling af markedet i form af begrænsning af franchisetagernes passive salg. Den ulovlige adfærd stod på i en periode på fire og et halvt år.

Konkurrencerådet har påbudt Lely Scandinavia A/S og de fire franchisetagere straks at ophøre med den ulovlige adfærd og afstå fra at indgå lignende aftaler fremover.

Læs Konkurrencerådets afgørelse her.