Endnu et slag mod gyldne håndjern

Sø- og Handelsretten har den 22. august 2003 afsagt dom i den meget omtalte Intel-sag, der er den første dom i striben af retssager anlagt af tidligere medarbejdere i Intel Denmark ApS efter koncernens beslutning om at indstille sine aktiviteter i Danmark.

Sagen var anlagt af HK på vegne to tidligere ansatte og vedrørte en række af de problemstillinger, der har været rejst i kølvandet på Novo-dommen, afsagt den 6. juni 2001, og efterfølgende domme, herunder spørgsmålet om hvorvidt krav for aktieoptioner, der udstedes af et udenlandsk moderselskab, kan rettes mod det danske selskab, der er arbejdsgiver, og gyldigheden af en forkortelsesklausul, hvorved udnyttelsesperioden for allerede modnede optioner forkortes betragteligt i forbindelse med medarbejderens fratræden.

Af sagsøgernes ansættelseskontrakter fremgik det under punktet "Remuneration" (vederlag) blandt andet, at sagsøgerne kunne deltage i Intel's aktieoptionsplan, og at de ville blive indstillet til et nærmere angivet antal optioner, hvilket skulle godkendes i Intel Stock Option Committee, som var det udvalg, der var nedsat af bestyrelsen i moderselskabet til at træffe beslutninger i henhold til aktieoptionsordningen. Herudover havde sagsøgerne deltaget i præsentationer, herunder Power Point-præsentationer, vedrørende det såkaldte T-Comp-program (Total Compensation-program). Også heri indgik aktieoptioner som en del af "the total compensation".

Der var tale om et typisk "stay on-baseret" optionsprogram. Således blev optionerne tildelt til medarbejderne i flere portioner. Optionerne modnede (vestede) i flere omgange over en årrække og kunne herefter udnyttes i indtil ti år efter den oprindelige tildeling. Der var ikke knyttet nogen performance-krav til optionerne.

Optionsordningen var gennemført ved en overordnet optionsplan fra 1997. Ved tildeling af optioner modtog medarbejderne en Notice of Grant (tildelingsskrivelse), der var bilagt dels optionsplanen fra 1997, dels en optionsaftale, der indeholdt vilkårene for tildelingen. På et tidspunkt overgik administrationen af ordningen til udelukkende at foregå elektronisk, hvorefter Notice of Grant blev fremsendt pr. e-mail, der ligeledes indeholdt direkte links til optionsplanen og optionsaftalen.

Af selve Notice of Grant, der udgjordes af et stykke papir beskrevet på for- og bagside, fremgik blandt andet, at tildelingen var underlagt bestemmelserne i optionsplanen og optionsaftalen, samt at disse var vedlagt og skulle læses og opbevares af medarbejderen. I denne forbindelse var det anført, hvem spørgsmål vedrørende forståelsen af aftalen kunne rettes til. Endvidere fremgik det, at de anførte udløbsdatoer (ti år fra tildelingsdatoen) kun var gældende, såfremt medarbejderen fortsat var ansat hos Intel, og at såfremt medarbejderens ansættelsesstatus ændredes, kunne udløbsdatoen ligeledes ændres. Det var udtrykkelig anført, at medarbejderen var ansvarlig for at sikre sig, at han/hun havde forstået, hvorledes udløbsdatoen ville ændre sig. I denne forbindelse var der anført telefonnummeret til et assistance center, der kunne besvare spørgsmål.

Optionsaftalens pkt. 7 havde overskriften "Ansættelsesforholdets ophør" (i dansk oversættelse som den fremgår af dommen). Heraf fremgik det, at i tilfælde af ansættelsesforholdets ophør, kunne medarbejderen inden 90 kalenderdage efter fratræden udnytte modnede optioner, således at både modnede og umodnede optioner bortfaldt på den 90. dag, i det omfang de ikke var udnyttet.

Under sagen påstod sagsøgerne, at Intel Denmark skulle anerkende, at sagsøgerne havde krav på at udnytte samtlige optioner på køb af aktier i moderselskabet Intel Cooperation Inc. i henhold til de tildelte optioner, at Intel Denmark skulle anerkende, at såfremt Intel Cooperation ikke honorerede optionerne, skulle Intel Denmark opfylde optionerne ved at overdrage aktier i Intel Cooperation til sagsøgerne mod betaling af udnyttelsesprisen, at Intel Denmark skulle anerkende, at såfremt Intel Denmark ikke overdrog aktier i henhold til optionerne, skulle Intel Denmark godtgøre sagsøgerne ethvert tab som følge heraf, og at Intel Denmark skulle anerkende, at sagsøgerne var berettiget til feriegodtgørelse beregnet på grundlag af differencen mellem udnyttelseskursen og aktiernes kurs på udnyttelsestidspunktet eller subsidiært modningstidspunktet.

Heroverfor nedlagde Intel Denmark principalt påstand om frifindelse og subsidiært påstand om, at sagsøgeren alene kunne udnytte en forholdsmæssig andel af optionerne beregnet på nogle nærmere angivne grundlag. Intel Denmark gjorde i denne forbindelse blandt andet gældende, at sagsøgernes påstande var uegnede til påkendelse, idet Intel Denmark ikke kunne tilpligtes at anerkende forpligtelser, der rettelig skulle påhvile tredjemand, nemlig Intel Cooperation, ligesom der ikke kunne foreligge forpligtelse for Intel Denmark til naturalopfyldelse. Intel Denmark gjorde endvidere gældende, at bortfalds- og forkortelsesklausulen ikke var i strid med hverken funktionærlovens § 17 a eller aftalelovens § 36.

For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt kravet kunne rettes mod Intel Denmark, udtalte Sø- og Handelsretten, at optionerne måtte antages at være indgået i den samlede aflønning af de ansatte i hvert fald set fra den ansattes side, og at disse måtte antages at indgå med en vis vægt i fastsættelsen af det samlede vederlag. Retten fandt derfor, at det ville stride mod væsentlige hensyn til beskyttelse af de ansattes retsstilling, såfremt de ansatte blev henvist til at rejse deres krav vedrørende optioner over for moderselskabet, hvorfor retten fastslog, at sagsøgerens krav kunne rettes mod Intel Denmark.

Sø- og Handelsretten har således ikke taget hensyn til de selskabsretlige problemstillinger, dette kan medføre.

Herefter konstaterede retten, at spørgsmålet var, om det var fastsat som et bindende vilkår for tildeling og udnyttelse af optionerne, at medarbejderen skulle være ansat på modningstidspunktet. Retten fastslog således, at den ikke skulle tage stilling til, om bortfalds- og forkortelsesklausulen skulle tilsidesættes i medfør af funktionærlovens § 17 a, jf. § 21.

Vedrørende dette spørgsmål fastslog retten, at det hverken af Notice of Grant, af ansættelseskontrakten eller af præsentationen af T-Comp (lønpræsentationsprogrammet) på en "tilstrækkelig klar og utvetydig måde" fremgik, at optionerne ville bortfalde, eller at udnyttelsesperioden ville blive forkortet i tilfælde af ansættelsesforholdets ophør, og retten konkluderede derfor, at angivelsen af disse bestemmelser var sket på en måde, der var "helt utilstrækkelig til at konstituere betingelsen om bortfald som et retligt bindende element i den tildelingsaftale, der blev indgået mellem parterne." Retten anså således ikke bortfalds- og forkortelsesklausulen for at være vedtaget mellem parterne, og på denne baggrund gav retten sagsøgerne medhold i samtlige påstande bortset fra påstanden om feriepenge.

For en fuldstændigheds skyld skal det bemærkes, at den ene af sagsøgerne havde underskrevet en fratrædelsesaftale, hvori det specifikt var anført, at alle optioner bortfaldt 90 dage efter fratræden, såfremt de ikke var udnyttet forinden. Grundet de faktiske omstændigheder omkring indgåelsen af fratrædelsesaftalen, samt det faktum at vilkåret efter rette