Notat vedrørende aktieoptioner m.v.; domspraksis og lovforslag

Novo-sagen:

Sagen drejede sig om en optionsordning, som var blevet etableret i 1998 som led i en kontinuerlig årlig tildeling af aktieoptioner til visse medarbejdere hos Novo Nordisk A/S (Novo).

En medarbejder, der var ansat som funktionær, fik i maj 1998 meddelelse om, at han var udpeget til at modtage 400 optioner under forudsætning af, at selskabet ville nå to nærmere definerede økonomiske mål for 1998. Hvis Novo alene ville opnå det ene af de to økonomiske mål, ville medarbejderen alene erhverve ret til halvdelen af de optioner, der var stillet i udsigt. Ved medarbejderens opsigelse af ansættelsesforholdet ville alle optjente optioner kun kunne udnyttes inden for 3 måneder fra opsigelsestidspunktet.

I februar 1999 meddelte Novo medarbejderen, at det ene mål for 1998 var opnået, hvorfor 50% af optionerne, der var stillet medarbejderen i udsigt, ville blive tildelt ham den 25. marts 1999. Samtidig fik medarbejderen at vide, at under forudsætning af, at han stadigvæk opfyldte kvalifikationerne for at deltage i optionsprogrammet for regnskabsåret 1999 (2000-optionsprogrammet), ville der være et lignende program, som han ville være deltager i. Det var en forudsætning, at han var ansat den 1. marts 1999.

Den 24. februar 1999 opsagde medarbejderen sin stilling hos Novo til fratræden den 31. marts 1999.

Det følger af Højesterets dom af 11. marts 2004, at aktieoptioner, herunder bl.a. performance-optioner, ikke generelt er ydelser, der er omfattet af funktionærlovens § 17a. Det beror på en konkret vurdering, om aktieoptionerne må anses for vederlag omfattet af bestemmelsen.

Konkret fastslog Højesteret, at aktieoptionerne udgjorde et vederlag omfattet af funktionærlovens § 17a. Højesteret synes at have lagt vægt på aftaleretlige forhold og vederlagsbetragtninger.

Ifølge funktionærlovens § 17a skal vederlagskravet følge af aftale eller sædvane. Konkret tillagde Højesteret det betydning, at medarbejderen havde fået meddelelse om tildeling af aktieoptioner for 1999-optionsprogrammet. Han havde endvidere fået meddelelser, hvorefter han også kunne påregne, at han ville få tildelt optioner for 2000-optionsprogrammet, hvis de stillede økonomiske målsætninger for 1999 blev opfyldt.

Efter funktionærlovens § 17a er det tillige et krav, at funktionæren delvis vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelse. Ved vurderingen af, om der er tale om et vederlag, fastslog Højesteret, at det afgørende tidspunkt for vurderingen deraf er tildelingstidspunktet. Dette er erhvervelsestidspunktet. Det afgørende for vurderingen af, om de tildelte aktieoptioner repræsenterer en økonomisk værdi, er ikke virksomhedens og dermed aktiekursens udvikling i de 3 år efter tildelingen (bindingsperioden), og de 5 år, hvor udnyttelse kan finde sted (udnyttelsesperioden). Det afgørende er, om der på tildelingstidspunktet består en mulighed for gevinst ved kursstigning uden risiko for tab ved kursfald. Novo havde selv opgjort, at hvis de økonomiske mål efter ordningen blev nået, ville optionerne på tildelingstidspunktet repræsentere en værdi svarende til 2 måneders løn.

På den baggrund fastslog Højesteret, at bestemmelser i aktieoptionsaftaler, hvorefter optionerne i tilfælde af opsigelse fra medarbejderens side ophører 3 måneder efter opsigelsen, er ugyldige, jf. funktionærlovens § 17a sammenholdt med § 21. Medarbejderen kunne således ikke fratages aktieoptionerne for 1998 og havde krav på en del af tildelingen for 1999 svarende til den del af året, i hvilken han havde været ansat. Det samme må desto mere gælde i tilfælde, hvor arbejdsgiveren opsiger medarbejderen.

Det bemærkes, at Sø- og Handelsretten tillige fastslog, at bestemmelsen var ugyldig under henvisning til aftalelovens § 36. Henvisningen til aftalelovens § 36 har af flere været taget til udtryk for, at bestemmelsen kunne bruges isoleret. Hvis det er tilfældet, kan den også påberåbes af ansatte, der ikke er omfattet af funktionærloven, f.eks. administrerende direktører.

Højesteret valgte at ændre på præmisserne for domfældelse af Novo og undlod at foretage henvisning til aftalelovens § 36. Det indebærer, at det er uafklaret, om aftalelovens § 36 kan finde anvendelse. I forhold til administrerende direktører er udgangspunktet formentlig, at bestemmelsen ikke finder anvendelse.

Alpharma-sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt tegningsrettigheder, som en virksomhed havde tildelt en medarbejder, er løn i ferielovens forstand og i givet fald, hvilken værdi der skal lægges til grund ved beregningen af feriegodtgørelse.

Medarbejderen blev i marts 1997 og 1998 tildelt tegningsrettigheder. De modnedes over en 4-årig periode, og muligheden for at udnytte tegningsrettighederne udløb henholdsvis 5 år og 7 år efter tildelingstidspunkterne. Aktiernes tegningskurs blev fastsat til markedskursen på tildelingstidspunktet.

Den 10. marts 1999 blev der mellem parterne indgået aftale om, at medarbejderen skulle fratræde sin stilling den 31. marts 2000. Det fremgår bl.a. af aftalen, at "Ferie optjent i 1997 og 1998 forventes afholdt i fritstillelsesperioden, hvorimod feriepenge for ferie optjent i 1999 og 2000 vil blive indbetalt på Feriekonto på fratrædelsestidspunktet. Feriefridage for 1999 og 2000 forventes ligeledes afholdt."

I 1999 og 2000 udnyttede medarbejderen tildelte og modnede tegningsrettigheder.

Det følger af Højesterets dom af 10. marts 2004, at tegningsrettigheder og aktieoptioner, som tildeles ansatte som en del af deres løn, alene skal indgå ved beregningen af feriegodtgørelse ved fratræden, jf. den dagældende ferielovs § 14, stk. 3 (nugældende § 23, stk. 6), når tildelingen har fundet sted i det eller de relevante optjeningsår, og i givet fald alene med deres værdi på tildelingstidspunktet.

Det beror således på en konkret vurdering, om tegningsrettigheder og aktieoptioner er løn, der optjenes feriepenge af.

I relation til ferieloven fandt Højesteret, at tildelingstidspunktet skal betragtes som erhvervelsestidspunktet, selv om tildelingen måtte være betinget af fortsat ansættelse på modningstidspunktet. En efterfølgende værdistigning kan ikke i ferielovens forstand anses for et arbejdsvederlag.

Allerede fordi medarbejderen ikke fik tildelt sine tegningsrettigheder i de relevante optjeningsår, 1999 og 2000, men i 1997 og 1998, for hvilke han ved fratrædelsen havde afholdt ferie, og fordi medarbejderens krav på feriegodtgørelse var beregnet på grundlag af værdien på udnyttelsestidspunktet, blev medarbejderens påstand ikke taget til følge.

Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt krav på aktieoptioner, der udstedes af et udenlandsk